112

Opdatering: Efterlyst knivstikker fanget – vejlebroen afspærret

Foto: Brian Sanddahl

Østjyllands Politi har her til eftermiddag fanget den eftersøgte Brian Sandahl, som Randers Netavis og flere medier bragte et billede af tidligere på dagen. Den eftersøgte kørte på motorcykel på motorvej E45 i sydgående retning, og efter en politijagt i høj fart lykkedes det at fange ham.

– Vi måtte kortvarigt omkring klokken 14.45 lukke Vejlefjordbroen i sydgående retning ved Vejle Nord. På den måde tvang vi den eftersøgte til at sænke farten, og vi kunne anholde ham, fortæller vagtchef Jørn Lindhardt hos Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Han sigtes nu for forsøg på manddrab, efter han tirsdag svingede en kniv mod en tilfældig mand i Aarhus, som blev ramt i armen. Desuden sigtes den 23-årige for trusler og forsøg på brugstyveri, da han forsøgte at true sig til adgang til flere borgeres biler og truede tre drenge med at stikke dem med kniv.

Østjyllands Politi takker for borgernes hjælp i forbindelse med efterlysningen.

Da anklageren formentlig vil anmode om lukkede døre ved fremstillingen i retten fredag, har Østjyllands Politi foreløbigt ikke yderligere oplysninger om sagen.

Tidligere artikel:

Østjyllands Politi efterlyser 23-årige Brian Sanddahl i forbindelse med et knivstikkeri på Randersvej i Aarhus tirsdag aften. Her blev en 36-årig mand stukket i skulderen. Ved samme lejlighed blev tre drenge truet med kniv.

Omkring klokken 23.21 var tre drenge på 14 år på vej hjem fra fodbold, da de blev stoppet op af en mand ved Veri-centret på Frijsenborgvej. Manden bad dem hjælpe ham med at finde sin bil.

Da drengene sagde, at de skulle hjem, truede manden dem med en kniv og sagde, han ville stikke dem, hvis de ikke hjalp ham og fulgte med ham.

Da manden ikke kunne finde en bil, forsøgte han nu at stoppe tilfældige bilister for at få adgang til deres bil. Det lykkedes dog ikke.

På p-pladsen ved Shell og Q8 tæt på McDonald’s på Randersvej steg tre personer ud af en bil, hvorefter manden gik hen til dem og forlangte at få bilnøglerne. Da de nægtede, truede han med at slå dem ihjel og stak ud efter den ene, en 36-årig mand, som han ramte i armen med kniven.

Herefter løb gerningsmanden fra stedet – denne gang uden at tage de tre drenge med. Østjyllands Politi efterlyser i den forbindelse den formodede gerningsmand 23-årige Brian Sanddahl.

Hvis man ser ham, eller ved hvor han er, bedes man med det samme ringe til Østjyllands Politi på tlf. 114. Politiet betragter ham som farlig og muligvis bevæbnet. Ligeledes hører Østjyllands Politi gerne fra borgere, der har set eller oplevet episoder med den eftersøgte på Randersvej tirsdag aften.

Brian Sanddahl beskrives som:
Dansk af udseende
23 år
182 cm høj, alm. af bygning
Skaldet i siderne, kort mørktblond hår på toppen
Lidt skæg på hagen
Blå øjne
Iført mørkt mørkeblå jeans, grå striktrøje med teksten “GAP” på maven og sorte Nike-sko
Har en tatovering på venstre side af halsen med tallene: 14.09.94

– Vi ser med stor alvor på episoderne i går aftes og er nu i gang med at stykke forløbet sammen og har sat flere efterforskningsskridt i gang. Vi hører meget gerne fra borgere, der kan hjælpe os med at få flere detaljer på plads i forbindelse med hændelserne i går, eller borgere der har set den efterlyste, siger vicepolitiinspektør Carsten Kousgaard.

Kommentarer