Øster Bjerregrav er i mål – nu kan byen få sin købmand
Torsdag eftermiddag var et vigtigt mål nået i Øster Bjerregrav. Med tegnede anparter for 1.433.500 kroner er man så tæt på de 1,5 millioner, der var kravet for at kunne realisere planerne om at få en købmand til byen, at man nu kan gå videre med projektet, der nu også støttes af Elro Fonden.
“Super flot af Bjerregrav og Over Fussing. Vi er i mål med indsamling af penge til at få en dagligvarebutik i Bjerregrav. I alt er der indsamlet kr. 1.433.500,- og vi har herudover fået tilsagn om støtte fra Elrofonden på kr. 300.000,- Jo – nu kan Bjerregrav igen få en dagligvarebutik, og det bliver konceptet “Min Købmand”. Pt er Dagrofa igang med at indhente ansøgninger fra interesserede som ønsker at blive købmand i Bjerregrav. Det vil I snarest høre mere om. Men igen tusind tak for den store opbakning.”
Sådan lød beskeden på facebook torsdag eftermiddag, da Bjerregrav Invest Aps meddelte, at man nu er i mål med at skaffe kapital til at kunne realisere planerne om, at etablere en købmand i den tidligere brugs-bygning.
Hurtig reaktion
Processen blev sat i gang, da Coop i slutningen af juni til alles store overraskelse meddelte, at man havde besluttet at lukke butikken i Øster Bjerregrav ved udgangen af juli måned.
En arbejdsgruppe blev på foranledning af den daværende formand i brugsens bestyrelse, Svend Aage Nielsen, hurtigt nedsat til at undersøge mulighederne for at erhverve og etablere en købmand i brugsbygningen.
Beboerforeningen for Øster Bjerregrav og Over Fussing meldte sig også hurtigt på banen og inviterede til borgermøde om situationen 2. juli.
Her blev borgerne præsenteret for to scenarier: En kortsigtet løsning (spor 1), som handlede om at købe brugsbygningen af Coop og hurtigst muligt få etableret en købmandsbutik. En anden gruppe præsenterede en mere langsigtet løsning (spor 2), hvor ønsket er et projekt med en større butik med en anden placering i byen.
Arbejdsgruppen bag ‘Spor 1’ fik hurtigt lavet et anpartsselskab, Bjerregrav Invest Aps, som i første omgang påtog sig opgaven med at forhandle en købsaftale vedrørende brugsbygningen på plads med Coop. Man fik også defineret, hvad der skulle renoveres i den gamle bygning, og det samlede budget endte på 1,5 milllioner kroner, som skulle hentes ved borgeranparter i selskabet.
Nyt borgermøde
Dette blev præsenteret ved et borgermøde 20. august, hvor lokale borgere kunne tegne anparter. Ved samme møde meddelte arbejdsgruppen fra ‘Spor 2’, at man bakkede op om den kortsigtede plan med en købmandsbutik i den gamle brugs, idet deres plan havde længere udsigter.
Endnu et borgermøde blev holdt 17. september, hvor borgerne blandt andet blev præsenteret for et grafisk element, et ikon der opfordrer til at købe lokalt, som både kan fås som et klistermærke til eksempelvis postkasser. Men også som en fil, man kan vedhæfte sit profilbillede på facebook. Det sidste har mange borgere i Øster Bjerregrav og Over Fussing benyttet sig af.
Efter en kortvarig stilstand i tegninger af anparter fik blandt andet debat på facebook igen gang i den lokale opbakning til projektet med en ny dagligvarebutik i byen.
Deadline var 30. september og 1. oktober var målet nået.
Kommentarer