Randers By

Nyt velgørenhedscykelhold kommer til Randers

Foto: Red Barnet.

Cykelholdet Team Red Barnet kører nu for første gang Danmark rundt. Formålet er at samle ind til fordel for udsatte børn. To dedikerede hold tilbagelægger i uge 28 over 1200 kilometer fordelt på syv etaper, hvor flere små og store danske byer får besøg – heriblandt Randers, hvor de overnatter på Hotel Randers. Aldi støtter initiativet og bidrager med frokost, snacks og drikkevarer til de 40 rytterne og deres hjælpere.

Snart sætter Team Red Barnets cykelryttere sig i sadlen og begiver sig for første gang ud på en længere cykeltur gennem det danske sommerland for at samle ind til Red Barnets arbejde for udsatte børn.

Team Red Barnet består af to hold: ’Team Trekanten’ og ’Team Nordsjælland’. Cykelholdene er sammensat af trænede, men også nye ryttere. Uanset erfaring har de det tilfælles, at de har ansøgt om at blive en del af Team Red Barnet, de elsker at cykle og brænder for at gøre en forskel for udsatte børn. Herudover er to stærke serviceteams også uundværlige, når de to hold i uge 28 kører Danmark rundt.

Uden mad og drikke, duer helten ikke

Foto: Red Barnet.

Hos Aldi glæder man sig over at kunne bidrage til en meningsfuld sag. Denne gang med mad og drikke til en værdi af ca. 50.000 kr. 

 ”Vi er utrolig glade for, at Team Red Barnet nu bliver en realitet, og at vi kan bidrage til så meningsfuldt et projekt med det, vi er bedst til – mad og drikkevarer, som kan holde hjulene i gang. Vores årelange samarbejde med Red Barnet betyder meget for os hos i Aldi, og jeg er stolt af, at vi med denne donation kan støtte op om endnu et godt initiativ, som i sidste ende er med til at gøre hverdagen bedre for nogle af de mest sårbare børn ”, siger Louise Wendelbo, der er kommunikationschef for Aldi i Danmark.

Hos Red Barnet ser man frem til at få cykelrytterne i sadlerne:

”Selvom Danmark er et rigt land, er der stadig børn, der f.eks. vokser op i fattigdom og ikke får basale ting og oplevelser i hverdagen, som andre børn tager for givet. Team Red Barnet er søsat for blandt andet at samle penge ind til de her børn. Med forplejning i form af mad og drikke til hele turen fra vores samarbejdspartner Aldi, er vi nu klar til at sende Team Red Barnet ud på landevejene – og vi glæder os,” siger Merete Falkenstrøm, fundraising- og marketingchef i Red Barnet.

Om Team Red Barnets Danmarkstur 2021

Team Red Barnet består i 2021 af to hold ’Team Nordsjælland’ og ’Team Trekanten’, som hver tilbagelægger ca. 1200 kilometer i uge 28, hvor de via syv etaper kommer hele Danmark rundt. Team Nordsjælland starter og slutter i Skovshoved, mens team Trekanten har afgang fra Kolding, hvor holdet også passerer målstregen.

Begge hold starter med at køre søndag i uge 27 og kører frem til lørdag i uge 28. 

Udover at køre de danske landeveje tynde er cykelrytterne på Team Red Barnet også med til at udbrede kendskabet til Red Barnets arbejde ved at arrangere forskellige fundraising-aktiviteter, som kan være alt fra en onlineindsamling, loppemarkeder eller lokale bankospil.

Læs mere om og støt Team Red Barnet her.

Team Nordsjælland

Start og mål: Skovshoved d. 11. juli 2021

Overnatning: Søndag d. 11. juli Nykøbing Falster – Mandag d. 12. juli Odense – Tirsdag d. 13. juli Gråsten – Onsdag d. 14. juli Nymindegab/Nørre Nebel – Torsdag d. 15. juli Lemvig – Fredag d. 16. juli Århus

Team Trekanten

Start og mål: Kolding d. 11. juli 2021

Overnatning: Søndag d. 11. juli Faaborg – Mandag d. 12. juli Nykøbing Falster – Tirsdag d. 13. juli Køge – Onsdag d. 14, juli Randers – Torsdag d. 15. juli Hurup – Fredag d. 16. juli Ringkøbing

Aldi og Red Barnets samarbejde

Aldi har siden 2018 støttet Red Barnets arbejde med at skabe langsigtede forandringer for udsatte børn i Danmark. Med hjælp fra kunder og medarbejdere rejser Aldi løbende midler, som doneres til Red Barnets arbejde for at give udsatte børn en vej til gode fællesskaber og hårdt pressede familier en håndsrækning til en bedre hverdag. Som hovedsponsor for Red Barnet giver Aldi Danmark derudover en fast årlig donation på 500.000 kr.

Kommentarer