Nyt navn til ældrecenteret i Asferg
Onsdag den 14. september klokken 15.00 var det slut med navnet Asferg Ældrecenter. Det smukke center i Asferg hedder nu Terneparken.
Efter en lille velkomst af centerleder Jens Aage Kahr ønskede Leif Gade, udvalgsformand for Sundhed og Omsorg, centrets beboere, personale og byens folk tillykke med navneforandringen. Herefter løste Leif Gade og beboeren Lars Jensen den røde sløjfe og afslørede derved det nye navn: Terneparken.
De cirka 50 fremmødte blev efterfølgende budt på kaffe og hjemmebagt tærte i Café Ternen. Her kunne Jens Aage Kahr fortælle, at processen med at finde det helt rigtige navn havde taget noget tid.
– Vi startede med 38 forslag og endte så på Terneparken efter den sædvanlige demokratiske udvælgelsesproces, sagde Jens Aage Karh.
Det er tredje gang i centrets historie, det skifter navn. Første hed det Asferg Plejehjem, herefter Asferg Ældrecenter og nu altså Terneparken. Og således følger også et ældrecenter med tiden.
Kommentarer