Udbyhøj

Nye faciliteter på Udbyhøj Lystbådehavn

Udbyhøj Lystbådehavn bliver mere og mere populær blandt sejlere og andre gæster. I det forløbne år har havnen blandt andet fået en sauna til vinterbadere, gratis wifi til gæstesejlere, nye faciliteter til tømning af bådenes toiletter og nye el- og vandstandere, der også giver gode muligheder for gæster med autocampere. Havnen er desuden udvidet med 20 nye pladser til fastliggere.

Området omkring Udbyhøj Lystbådehavn er et populært udflugtsmål for både familier, fiskere, naturelskere – og strandgæster om sommeren. Pladserne i havnen bliver desuden mere og mere eftertragtede blandt sejlere, og derfor udvider havnen nu med 20 nye pladser; 10 pladser til joller og 10 pladser til både på max ti meter.

“Vi var løbet helt tør for pladser til større både, og det glæder mig, at vi har mulighed for at udvide med flere. Det viser også, at flere sejlere har fået øjnene op for det attraktive ved en havn omgivet af skøn natur og med moderne faciliteter,” fortæller Christian Heibel Godsk, havnefoged i Udbyhøj Lystbådehavn.

Udbyhøj Lystbådehavn ligger i udmundingen af Randers Fjord ved Kattegat; knap en halv times kørsel fra Randers centrum og nogle timers sejlads fra havnen i Randers. Derfor er den især populær for sejlere, der nyder roen, naturen og det gode miljø blandt fastliggerne i Udbyhøj.

Nye faciliteter trækker gæster til

Siden havnen blev gennemgribende moderniseret i 2012 er der løbende kommet mange nye faciliteter til. En sauna til vinterbadere har netop stået sin første sæson med stor succes, og madpakkehuset og en nyere legeplads gør havnen til et yndet udflugtsmål for børnefamilier og områdets daginstitutioner.

For sejlerne er det blandt andet faciliteter som gratis wifi og miljøstationen, hvor man kan tømme sit kemitoilet, og det helt nye sugeanlæg til faste toiletter, der gør havnen mere attraktiv. Det samme gør de nye el- og vandstandere, der gør det lettere for fastliggerne at vedligeholde bådene i vinterperioden.

“Den lettere tilgang til el og vand giver desuden nye muligheder for overnatning i autocampere. Vi har 30 stikkontakter, så der er god plads hele sommeren, hvor bådene er i vandet,” fortæller Christian Heibel Godsk.

Sidst men ikke mindst kan havnefogeden fortælle, at Kabyssen på havnen har fået nye forpagtere, og dermed er sommergæster sikret muligheden for at købe is og frokostmåltider på havnen.

Kommentarer