Vorup FB har udnævnt to nye æresmedlemmer
Vorup FB har for nyligt udnævnt to nye æresmedlemmer – en begivenhed, der hører til de sjældne i klubben.
Det hører absolut til sjældenhederne, at Vorup FB udnævner æresmedlemmer. I klubbens næsten 100-årige historie er det kun sket 15 gange tidligere, men i år kunne man føje hele to navne til det fornemme selskab, nemlig Finn Christiansen og Leif Raaby Pedersen.
Foreningen skriver følgende om de to nye æresmedlemmer:
Finn Christiansen
Finn Christiansen har været formand for hovedforeningen i 25 år og var før dette været særdeles aktiv på og uden for banen.
Han begyndte for over 40 år siden som træner for de mindste drengespillere i Vorup FB.
I den tid Finn har været formand for klubben, har han været involveret i dannelse af professionelle overbygninger for håndbold og fodbold i Randers. I 1996 blev Randers HK dannet og i 2003 kom turen så til fodbolden, der blev til Randers FC.
Finn har sikret at der er fastholdt et større fokus på breddesport i klubben, der har udviklet et miljø, hvor folk i alle aldre og niveauer trives og udvikler sig.
Foruden udviklingen af damefodbold, hvor klubben har været foregangsklub, har Finn også været med til at sikre, at man er fulgt med tiden, hvilket senest har medført, at den nye sportsgren paddel er kommet til klubben og at man har fået et fitnesscenter til at sikre at Vorup FB kan tilbyde sport, motion og sociale fællesskaber for alle.
Leif Raaby Pedersen
I sin aktive karriere som fodboldspiller primært i tresserne og halvfjerdserne gik Leif Raaby på banen for Randers Freja, hvilket kastede tre pokaltitler af sig i 67, 68 og 73. Leif har også vundet sølvmedalje og spillet på landsholdet.
Der var mange der løftede øjenbrynene da Leif Raaby i 1976 for første gang blev træner for Vorup Fbs damehold. Det var meget uvant at der var et sådant fokus på damefodbold på den tid. Men Leif har holdt ved og hans indsats for Vorup FB har været koncentreret om damefodbolden.
De første ti år var det på træningsbanerne man kunne finde Leif, men senere blev han en del af det organisatoriske arbejde i og omkring klubben, og han har været sportslig formand for damerne, kasserer, bestyrelsesmedlem i Vorup FBs Fodboldvenner, en del af arbejdsholdet til Randers FCs hjemmekampe og mange andre arrangementer. Siden 2021 har han været kasserer i hovedforeningen.
Årene op mod 2003 var hårde for Damefodbolden, og Leif var en dem der trådte til og afværgede en truende lukning på grund af økonomiske problemer.
Mange fællestræk
Fællestrækkene ved Finn Christiansen og Leif Raaby er mange. De er begge forbilledlige frivillige ledere og kæmpe kapaciteter i Vorup FB. De gør intet for at gøre opmærksom på sig selv, men os der ser deres store arbejde, ved hvor uundværlige de er, lyder det fra foreningen:
– De står vagt om Vorup FBs værdier som fællesskab, fairness og rummelighed, så Vorup FB er meget stolte over at kunne præsentere Finn Christiansen og Leif Raaby Pedersen som klubbens nyeste æresmedlemmer.
Kommentarer