Ny mindesten for veteraner i Randers Kommune
Onsdag den 5. september er det national flagdag for Danmarks udsendte. I Randers Kommune har man markeret dagen officielt siden 2009.
I år er der en ekstra begivenhed på flagdagen: Indvielse af en mindesten for alle veteraner og pårørende i Randers Kommune. Stenen skal stå på Randers Havn ved Mindeankeret, og det er også her indvielsen finder sted. Det sker klokken 15.
Byrådsmedlem, Iben Sønderup, er indbudt til at indvi stenen. Herefter er der taler ved lokalformand for Danmarks Veteraner, Knud Spangsø, og formand for Randers Veterancafé, Nils Bjerre Jakobsen. Randers Havn sætter flag, og der bliver en lille højtidelighed med faner og Marinehjemmeværnets Tambourkorps.
Efter indvielsen af mindestenen fortsætter markeringen af flagdagen på Rådhustorvet i Randers klokken 16.15, når Politikorpset spiller.
Klokken 16.30 er der velkomsttale ved borgmester Torben Hansen. Desuden taler politiinspektør og veteran, Jørgen Hoxer. Der er uddeling af børnemedaljer ved generalmajor I. J. Bager. Som barn er det hårdt, når ens far eller mor skal udsendes. Børn af veteraner bærer alle historien med sig om at have haft en forælder udsendt, og de yder dermed en særlig indsats. Derfor er børnemedaljen indstiftet. Alle børn af veteraner, uanset alder, kan indstilles til at få en medalje.
Klokken 17.20 opstilles faneborg, og så er der march til Sct. Mortens Kirke, hvor der klokken 17.30 er æres- og mindehøjtidelighed ved sognepræst og tidligere feltpræst Søren Dam Kjeldsen.
Efter gudstjenesten er der åbent i Veterancaféen Randers, Kirketorvet 2A, i gården. Her serveres der pølser, sodavand, kaffe og kage, sponsoreret af Randers FC. Alle er velkomne.
Kommentarer