Fårup

Ny kro på vej i Fårup – hvis alt flasker sig

Ved den gamle skole i Fårup, ses her forrest fra venstre den måske kommende kro-forpagter Lise Fjordback, sammen med de to interesserede købere af skolen i Fårup, Mikkel Thorup og Brian Thorup. I baggrunden er det til venstre Christian Brøns, borgmesterkandidat og medlem af Randers Byråd for Venstre samt Allan Bundgaard, formand for Venstre i Purhus.

Efter det for snart tre uger siden stod klart, at den nedbrændte kro i Fårup ikke ville blive genopbygget, har nye kræfter i byen nu taget initiativ til at etablere kro et andet sted i byen. Efter planen skal den indrettes i den tidligere skole på Gammel Randersvej – lige ved siden af kirken.

To lokale borgere og forretningsdrivende i Fårup, Brian Thorup og sønnen Mikkel Thorup, har for nylig afgivet et købstilbud på Fårup gamle skole fra 1867, som Randers Kommune har haft til salg i længere tid. I de gamle, men velholdte, bygninger, som i de seneste mange år har lagt lokaler til blandt andet  juniorklub og ungdomsklub, skal der til foråret, hvis alt flasker sig, serveres kromad og friske fadøl.

– Da det blev meldt ud, at den gamle kro alligevel ikke ville blive genopbygget, var vi nogle stykker, der snakkede sammen om at starte en kro et andet sted i byen. Det handler om at bevare noget af det liv og samvær, vi har i Fårup, frem for at det hele dør, som man ser i mange andre små byer, siger Mikkel Thorup, der ligesom sin far er født og opvokset i byen.

Efter de to gange Thorup havde kigget inden for på den gamle skole, var der ikke langt fra tanke til afgivelse af et købstilbud.

– Bygningerne er nærmest perfekte til formålet, lyder det fra Brian Thorup.

– Der kan indrettes en hyggelig krostue i den ene bygning og med udgang til sydvendt terrasse, og i den anden bygning kan der blive nogle perfekte selskabslokaler, separat fra krostuen og med egen indgang fra gårdspladsen, forklarer han.

Inden der kan åbnes for kro- og selskabsgæster, er der dog en del håndværkertimer forude, ligesom de kommende kroplaner fordrer etablering af et professionelt køkken. Så hvis ellers kommunen accepterer købstilbuddet, vil der herefter gå et par måneder inden, man kan begynde at invitere gæster indenfor.

Ingen kro uden kromutter

Hverken Brian og Mikkel Thorup har erfaring med at stå bag disken, så far og søn har allerede sikret sig, at kompetente kræfter kan tage vare på driften af kroen, hvis det bliver en realitet.

– Vi har naturligvis allieret os med Lise, som også har andel i, at vi overhovedet turde kaste os ud i det her projekt, siger Brian Thorup.

44-årige Lise Fjordback har arbejdet på Fårup Kro, mens Hanne Hansen og Knud Leth, drev det lokale samlingssted. Hun er kendt og vellidt af gæsterne, og hun glæder sig over, at andre har mod på at starte en ‘ny’ kro, efter hendes tidligere arbejdsplads brændte.

– Jeg er så glad for at få mulighed for at drive kroen videre, også selvom det bliver i nye omgivelser.

Hun håber, at en del af den gamle ånd fra den tidligere kro kan genetableres, men ønsker samtidig at skabe et nyt sted med sin egen identitet. Hun peger på, at en stor del af inventaret fra den tidligere kro blev redet ud under branden, og det kunne være en mulighed at overtage dele af dette. Lise Fjordback vil dog ikke lægge konkrete planer før det er sikkert, om kommunen bakker op om initiativet fra Thorup-familien.

Politisk opbakning

Christian Brøns, medlem af Randers Byråd for Venstre og Allan Bundgaard, formand for Venstre i Purhus, bakker begge op om det lokale initiativ.

– Der har været en budrunde om salg af skolen, og jeg forventer, at vi skal behandle de indkomne bud på det kommende møde i udviklingsudvalget i november. Nu er vi ude at se på dette forslag, og jeg synes som udgangspunkt, det er et godt initiativ. Der er behov for nogle lokale samlingssteder i Fårup, og så synes jeg, det er vigtigt at bakke op om nogle ildsjæle, der har lyst til at gøre noget for deres lokalsamfund, fortæller Venstres lokale borgmesterkandidat.

– Isoleret set er det også vigtigt for kommunen, at der er nogle aktive købere. Kommunen har jo ikke nogen interesse i, at der er en bygning i god stand, der står tom, lyder meldingen.

Allan Bundgaard er glad for, at der er opbakning fra Venstrekolleger i byrådet.

– Det glæder mig, når lokale borgere tager initiativer, der har stor betydning for lokalsamfundet, og det støtter vi naturligvis op om i Venstre Purhus. Derfor er jeg også glad for, at Christian bakker op om initiativet. Og så håber jeg, at vi også får bred opbakning fra hele byrådet, siger Allan Bundgaard.

Indkomne købstilbud bliver, som Christian Brøns udtaler, sandsynligvist behandlet på udviklingsudvalgets møde i november. Anbefalingen herfra skal så behandles på et byrådsmøde, angiveligt i december.

Kommentarer