Randers By

Ny kloak lukker Rådmands Boulevard i påskeferien

Kloakarbejde lukker midlertidigt en del i Rådmands Boulevard i påskeferien.

Hvis du har planer om at køre ad Rådmands Boulevard i Randers i påskeferien, skal du ændre dine planer. Vandmiljø Randers udfører kloakarbejde og lukker for gennemkørsel i den ellers trafikerede vej ved krydset Nyvangsvej og Rådmands Boulevard. Kloakarbejdet i krydset på Rådmands Boulevard er startskuddet på arbejdet med at forny kloakken i boulevarden hen mod Mariagervej.

Gule skilte og store betonklodser vil i påskeferien holde trafikanter væk fra et stykke af Rådmands Boulevard. Lukningen skyldes, at Vandmiljø Randers skal koble regnvands- og spildevandsledninger sammen i krydset Rådmands Boulevard/Nyvangsvej.

– Kloaksystemet i Rådmands Boulevard fra Nyvangsvej og ned mod Hobrovej har vi gennem flere sommerferier fornyet. Kloaksystemet i Nyvangsvej og flere andre veje er også fornyet, og nu har vi brug for at koble kloaksystemerne sammen, fortæller Ole Søby, projektleder i Vandmiljø Randers.

At Vandmiljø Randers fornyer kloaksystemet er ikke ukendt for beboere og uddannelsesinstitutioner i området. Siden 2010 har Vandmiljø Randers støt udskiftet kloakledninger i det nordlige Randers. Sammenkoblingen af kloaksystemet fra en del af Rådmands Boulevard med det nye i Nyvangsvej er essentiel for det videre kloakarbejde i Rådmands Boulevard.

– Det er i sig selv et helt almindeligt kloakprojekt bortset fra, at det foregår i et kryds omgivet af store uddannelsesinstitutioner i Randers, og hvor ledningerne ligger midt i vejen. Af hensyn til trafikken annoncerer vi i god tid i forvejen lukningen af vejen, siger Ole Søby.

Lukningen påvirker trafikken

Mens arbejdet står på, vil også venstresving fra Nyvangsvej i sydgående retning og højresving fra Nyvangsvej i nordgående retning være spærret for bilister.

– Vi er klar over, at vi påvirker trafikken på Rådmands Boulevard og de omkringliggende veje, når Rådmands Boulevard afspærres og Nyvangsvej får lukket svingmuligheder. Vi skal langt ned i jorden, og det er ikke sikkerhedsmæssigt muligt at undgå afspærringen, siger Ole Søby.

Han opfordrer derfor bilister, der har mulighed for det, til at køre ad andre ruter, mens kloakarbejdet står på.

Rådmands Boulevard lysreguleres frem til august

Efter påske fortsætter arbejdet med at forny kloakken i Rådmands Boulevard, oplyser Vandmiljø Randers. Og det har ikke været helt uden hovedbrud at sikre, at arbejdet mindst muligt generer trafikken:

– Når vi kobler kloaksystemer sammen i krydset Nyvangsvej og Rådmands Boulevard fører vi nye ledninger tættere på cykelstien langs Rådmands Boulevard. Ved at få kloakledningerne over i den ene side af vejen tættest på Randers Statsskole, er vores forventning, at vi et langt stykke ad vejen kan holde Rådmands Boulevard åben ved at lysregulere trafikken gennem et spor, fortæller Ole Søby og fortsætter:

– Vi er klar over, at vi påvirker trafikken på Rådmands Boulevard, når vejen indsnævres, lysreguleres og får nedsat hastigheden. Men når dette arbejde er udført, er der god mulighed for, at vores nye spildevands- og regnvandsledninger ikke skal skiftes før om mange år, fortæller Ole Søby fra Vandmiljø Randers.

Ligesom trafikanter i påsken opfordres til at finde andre ruter og minimere brugen af Rådmands Boulevard, så lyder samme opfordring i perioden frem til begyndelsen af august, hvor der vil være lysregulering på vejen.

Kommentarer