Ø. Bjerregrav

Ny dagligvarebutik i Øster Bjerregrav hurtigst muligt

Coronareskriktionerne blev lige akurat overholdt, da Øster Bjerregrav Beboerforening torsdag i sidste uge havde indkaldt til borgermøde i forsamlingshuset. Mange andre deltog på live- streamingen, som Grethe Tøttrup (forrest i billedet med ryggen til) styrede. Foto: Randers Netavis

Der var bred enighed om, at en købmand skal åbnes i byen hurtigst muligt, men to forskellige spor er i spil. Det kom frem, da beboerforeningen torsdag i sidste uge holdt borgermøde om sagen.

Hvis det ikke var for coronarsestriktionerne, så havde der været propfyldt i Øster Bjerregrav forsamlingshus, der torsdag i sidste uge dannede ramme om et hasteindkaldt borgermøde, som mange valgte at følge med i via streamingen på facebook.

Anledningen var, at Coop en uge forinden havde meddelt, at man lukker og slukker for butikken i byen med udgangen af juli måned. Derfor skulle der træffes nogle hurtige beslutninger for at finde en anden løsning.

To af byens markante skikkelser, Svend Aage Nielsen og Niels Erik Christensen, havde hvert sit bud på en strategi for en ny dagligvarebutik, som de indledningsvist fremlagde til mødet.

Renoveret butik

Svend Aage Nielsen, som snart kan kalde sig eks-bestyrelsesformand, havde på eget initiativ (og ikke på vegne af brugsens bestyrelse, som nogle havde fået indtryk i Landsbyerne sidste uge) kaldt en række borgere sammen og kontaktet Dagrofa med henblik på at skrue en plan sammen for en ny butik i byen. De tre andre i arbejdsgruppen er   Steffen Amdi, Jesper Hedegaard og Allan Jensen.

Modellen går ud, på at man med borgeranparter danner et selskab, der køber Coops ejendom, der huser Dagli’Brugsen. Svend Aage Nielsen fortalte, at man allerede havde en forespørgsel ude ved en ejendomsmægler, som man afventer en vurdering fra.

– Men ud over at købe ejendommen, så skal vi også investere i selve butikken, så den er fremtidssikret. Vi har fået en flot butik udvendigt, nu skal også opdateres indvendig, og det skal der også gerne være penge til i det nye selskab, sagde Svend Aage Nielsen, som også kunne afsløre, at man allerede havde fået henvendelser fra flere, som var interesserede i at drive butik i Øster Bjerregrav.

Ny butik

Niels Erik Christensen havde også allieret sig med en håndfuld lokale ildsjæle, men med en helt anden plan, som går ud på at forberede byggeri af en ny og større butik, gerne ude ved Viborgvej, som der var planer om for flere år siden.

– Jeg ønsker, at vi skal rense tavlen og tænke i helt nye baner. Vi skal have en arbejdsgruppe på banen, der kan tænke visionært og stort, og det kræver nye folk med nye tanker og nye ideer, sagde Niels Erik Christensen.

Han kunne også allerede sætte navn på seks personer, der opfyldte de kriterier, og det var Brian Storgaard, Torben Van Gogh, Mikkel Søndergård, Lykke Burmøller, Anne Louise Jensen og Stine Eiby, der alle havde meldt sig på banen.

Niels Erik Christensen påpegede, at det vil være at smide gode penge efter dårlige, hvis man forsøger at renovere den gamle brugsbygning.

– Det har jeg i hvert fald ikke lyst til at investere i sagde han og foreslog, at man lejede sig ind i den gamle brugsbutik, indtil en ny butik stod klar.

Den løsning mente tidligere uddeler Ole Skiffard, at Coop aldrig ville gå med til.

En anden borger, som bor oven på brugsen og ejer en trediedel af bygningen, mente, at Coop ikke kunne disponere over bygningen.

Hurtigst muligt

Der var bred enighed om, at byen skal have en butik og helst så hurtigt som muligt, selvom der var nuancer i meningerne om, hvad der er den bedste løsning og hvad, der skal prioriteres.

Mens nogle var med på at investere i den gamle brugsbygning, så var andre mere interesserede i at forfølge ideen med en helt ny butik.

Den overordnede konklusion blev dog, at den ene løsning ikke udelukker den anden, og man besluttede at de to grupper arbejder videre ad hver sit spor og refererer til beboerforeningen, som bliver tovholder og sørger for at kommunikere ud til borgerne.

Der blev også kigget indad, idet Coops beslutning om at lukke butikken begrundes med at kunderne kun bruger 25 procent af deres budget.

– Det skal vi altså kunne gøre bedre, hvis vi mener, at vi gerne vil beholde en butik i byen, sagde Svend Aage Nielsen, som mente, at med en personlig investering i butikken, så ville man også få større ejerskab på den.

Akut problem for de ældre

Helt lavpraktisk står byen allerede med nogle udfordringer som følge af den kommende lukning. Pakkeudlevering er stoppet, så her må man andre steder hen. Det samme sker snart med receptmedicin og salg af håndkøbsmedicin. Og det vækker særligt stor bekymring blandt de ældre og ikke mobile borgere.

– Jeg kan ikke komme nogen steder uden min rollator, og jeg kan ikke komme ind og ud af en bus, så hvad skal jeg og andre i min situation nu gøre, spurgte Inga Simonsen, som var til stede ved mødet i forsamlingshuset.

Det har man foreløbig løst ved, at oprette en facebookside, hvor man kan melde sig til at hjælpe med for eksempel indkøb, afhentning af pakker, medicin med mere. Der er også taget højde for at det bliver formidlet, så de ældre, hvor mange heller ikke er på de sociale medier, kan bestille det, de har brug for.

Næste skridt bliver sandsynligvis et nyt borgermøde, når Svend Aage Nielsens arbejdsgruppe har fået lavet et prospekt med budget, pris på anparter samt muligvis er klar til at præsentere et navn på en ny købmand.

Forventningen er, at man vil være klar med det ultimo august.

Stine Eiby, der arbejder i Dagli’Brugsen, er tilhænger af man man både kigger på en kortsigtet og en mere langsigtet og visionær løsning for byen, så hun er med i arbejdsgruppen for ’Spor 2’. Stine Eiby er også politisk aktiv i Socialdemokratiet i Randers. Foto: Randers Netavis
Torben Van Gogh advokerede også for en helt ny butik. Men han mener ikke at en kæde er den rigtige løsning, da en ny købmand bør have friheden til at vælge sortiment ud fra kundernes ønsker og behov. Foto: Randers Netavis
Aftenen bød på mange spørgsmål, både fra borgerne salen, men også fra alle de, der fulgte borgermødet på facebook. Foto: Randers Netavis

Kommentarer