Samfund

Ny campus i Randers er på vej – VIA rykker ind på Minervavej i Paderup

VIA udvider med ny campus i Paderup. Pressefoto

VIA University College er et skridt nærmere en ny og større campus i Randers. Finansudvalget har tilsluttet sig, at VIA kan købe og udbygge Tradiums ejendom i Paderup syd for Randers.

Der bliver plads til flere studerende og gode rammer for studielivet, når VIA University College renoverer og bygger til på erhvervsskolen Tradiums gamle ejendom på Minervavej 57 i Randers. Finansudvalget har sagt god for, at VIA kan købe bygningerne, der skal renoveres og udbygges.

– Vi glæder os til at komme videre, så vi kan tage imod endnu flere studerende i Randers og tilbyde dem et levende studiemiljø med synergi mellem uddannelserne i området, siger professionshøjskoledirektør Kirsten Suhr Bundgaard, VIA University College.

Den nye campus bliver en del af et veletableret uddannelsesmiljø med Paderup Gymnasium, Erhvervsakademi Dania og Randers Social- og Sundhedsskole lige i nærheden.

Plads til flere studerende

Baggrunden for købet er, at VIA efter sommerferien åbner en ny bygningskonstruktøruddannelse i Randers. VIA forventer, at op imod 80 nye studerende vil blive optaget på uddannelsen hvert år, og at der vil være omkring 200 nye studerende, når uddannelsen er fuldt udrullet. Dem er der ikke plads til på den nuværende Campus Randers, hvor VIA i forvejen huser omkring 900 studerende på fire andre professionsuddannelser.

– Med den nye campus får vi bedre plads til medarbejdere og studerende, og vi får mulighed for at skabe mere attraktive studiemiljøer. Randers er en vigtig uddannelsesby for VIA, og det markerer vi med den nye fremtidssikrede campus, siger Kirsten Suhr Bundgaard.

Flytter ind efter sommerferien

VIA University College køber bygningerne den 31. december 2024, men VIA har indgået en aftale om at leje en del af bygningerne før det, så det nye hold af bygningskonstruktører kan begynde deres uddannelse på stedet til august. De resterende fire uddannelser i Randers skal flytte ud til den nye campus i takt med, at ombygninger og faciliteter bliver klargjort. Flytningen forventes afsluttet i 2028, og derfor er det ikke mange af de nuværende studerende, der vil nå at blive påvirket af det.

VIA har købt bygningerne af erhvervsskolen Tradium, der tidligere har haft EUD10-tilbud, businessuddannelser og industrioperatøruddannelsen i bygningen. Disse uddannelser er flyttet til campusser i midt- og nordbyen.

– Vi har med salget forberedt os på de kommende års faldende ungdomsårgange, der vil betyde færre elever på ungdomsuddannelserne – også i Randers. Men vi beholder bredden i vores uddannelsesudbud og har nu muligheden for at investere i endnu bedre uddannelsesmiljøer på vores øvrige campusser. Samtidig er vi glade for at bygningerne bliver overtaget af en samarbejdspartner på uddannelsesområdet, så der fortsat er et stærkt uddannelsesmiljø i sydbyen, siger Lars Michael Madsen, der er direktør for Tradium.

Fakta

  • VIAs campus i Randers huser i dag fire professionsuddannelser med i alt 900 studerende; Pædagoguddannelsen, uddannelsen i psykomotorik, sygeplejerskeuddannelsen og uddannelsen som professionsbachelor i skat.
  • Fra august 2024 udbyder VIA også uddannelsen til bygningskonstruktør i Randers og her forventes op imod 200 studerende, når uddannelsen er fuldt udrullet.
  • VIA University College overtager bygningerne i Paderup den 31. december 2024. VIA lejer bygninger før det, så det nye hold af bygningskonstruktører kan begynde deres uddannelse på stedet til i august, 2024.
  • De resterende fire uddannelser i Randers skal flytte til den nye campus i takt med, at ombygninger og faciliteter bliver klargjort. Flytningen bliver først afsluttet i 2028, og derfor vil det være de færreste af de nuværende studerende, der vil nå at blive påvirket af flytningen.
  • Ejendommen på Minervavej 57 omfatter et bygningsareal på 5500 kvadratmeter plus 1600 kvadratmeter kælder.
  • VIA planlægger en tilbygning på 1.000 kvadratmeter
  • Pris for at købe bygningen på Minervavej 57 er 39 millioner kroner

 

Kommentarer