Ny aftale med Randers Kammerorkester
Randers Byråd har på mødet den 27. november 2017 godkendt en aftale med Randers Kammerorkester for perioden 2018-2020. Aftalen er indgået mellem Randers Kammerorkester, Statens Kunstfond og Randers Kommune.
Randers Kammerorkester kan også i de kommende år formidle og øge interessen for den klassiske musik gennem koncerter og andre aktiviteter. På mødet den 27. november har Randers Byråd nemlig godkendt en ny aftale, der gælder for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2020.
Aftalen er indgået mellem Randers Kammerorkester, Randers Kommune, og den fastlægger de overordnede rammer for kammerorkesterets udvikling, aktiviteter og økonomi.
Øget fokus på børn og unge
Randers Kammerorkester er Danmarks eneste permanente professionelle kammerorkester. Orkestret spiller hvert år omkring 110 koncerter, der tæller orkester- og kammerkoncerter i Randers og det øvrige Danmark, slotskoncerter, skolekoncerter, børnekoncerter og operaforestillinger.
I den ny aftale er der særlig fokus på børn og unge, og et af orkesterets mål er således at introducere børn til den klassiske musik på alle niveauer – fra børnehaver over folkeskoler til gymnasier og videregående uddannelser.
Randers Kammerorkester modtager i aftaleperioden knap fem millioner kroner årligt fra Randers Kommune, mens det statslige driftstilskud vil være på godt 5.5 millioner kroner årligt.
Kommentarer