Nu spiller Swingbanden
Det randrusianske big-band Swingbanden, der med ganske kort varsel i november fik aflyst en koncert på Værket, er nu på programmet lørdag den 18. januar.
Det bliver en foyerkoncert med samme besætning, som skulle have optrådt i november. Det vil sige med trommeslageren John Riddell som dirigent og den kun 25-årige Line Amnitzbøll Sørensen som vokalist.
Dirigenten er en af landets unge fremadstormende trommeslagere, der specialiserer sig i big-band-musik og som også er dirigent for Danish Youth Jazz Orchestra. Det er randrusianeren John Riddell, og hvis efternavnet lyder bekendt, så er det rigtigt nok: John Riddell er søn af dirigenten for Randers Kammerorkester David Riddell, så selv om sønnen er trommeslager, så slægter han altså faderen på og skifter ofte trommestikkerne ud med dirigentstokken.
Den 25-årige Line Amnitzbøll Sørensen fra Helgenæs, der træder ind og synger de sange, der skal synges. Hun har studeret Rytmisk Musik Og Bevægelse på Det Jyske Musikkonservatorium og er som sanger bekendt med mange genrer – altså også så swingklassikere, som Swingbanden underholder med.
Som sædvanlig er der fri adgang til foyerkoncerterne på Værket. Swingbanden har tidligere været på besøg, og der er altid både fin stemning og godt fremmøde. De 16 musikere på scenen har stor spilleglæde, og selv om der er unge nye med, så har adskillige af musikere været en del af orkestret siden starten i 1991. Dengang og nu er Swingbanden centreret omkring Randers og Djursland.
Kommentarer