Nu kan rygere tjekke ind i nye og større skodhoteller i Randers
Så er der godt nyt til rygerne. Randers Kommune har udskiftet de gamle slidte skodhoteller i Randers midtby med nye og mere rummelige hoteller, hvor det er lettere at komme af med skoddet.
Rygere i Randers har gennem flere år kunnet slukke deres cigaretskod i farverige skodhoteller i centrum af Randers. Hotellerne er blevet flittigt brugt, og det kan ses på hotellerne, der er blevet gamle og slidte. Randers Kommune har derfor udskiftet skodhotellerne med nye større hoteller:
– Der er mere plads i de nye hoteller til både skodder og cigaretpakker. Og de nye hoteller er også blevet lettere at tømme for folkene i driftsafdelingen, forklarer Magnus Vilstrup Andersen, sektionsleder i Miljø og teknik i Randers Kommune.
Skodhoteller: Et humoristisk nudge i gadebilledet
De farvestrålende skodhoteller har været et blikfang i bybilledet siden 2017:
– Skodhotellerne er et synligt, genkendeligt og humoristisk tiltag i gadebilledet. Derfor har vi fået lavet nye og større hoteller, siger formand for Miljø- og teknikudvalget Nick Zimmermann og tilføjer:
– Cigaretskod er desværre et stort affaldsproblem. Der er plastik i et cigaretskod, som skader naturen, og vi vil jo også gerne bo i en ren og pæn kommune uden affald, der flyder i gaderne. Et problem vi blandt andet forsøger at løse med kampagner og nudging-tiltag som eksempelvis skodhotellerne.
De tre nye skodhoteller er placeret i Dytmærsken og på Busterminalen.
Kommentarer