Ø. Bjerregrav

Nu kan du nominere kandidater til Årets Ildsjæl og Årets initiativ i Randers Kommune

Sidste år gik prisen for 'Årets Initiativ' til Klub'n i Ålum. En samlingssted for landsbyens børn og unge, der er blevet en stor succes. Ghita Tougaard (tv) er en af initiativtagerne til Klub’n. Sammen med med nogle af klubbens faste brugere modtog hun Initiativprisen på 25.000 kroner. Arkivfoto: Jan Szwed

Den 10. april blænder Landdistriktsudvalget i Randers Kommune op for årets landdistriktskonference, som i år afholdes i Øster Bjerregrav, og lige nu søger man kandidater til de to priser Årets Ildsjæl og Årets initiativ. Deadline for et indstille kandidater er 29. marts.

Sidste år nåede landdistriktsudvalget i Randers Kommune lige akkurat at afvikle årets landdistriktskonference, inden coronavirussen lukkede landet ned.

I år, hvor konferencen afholdes 10. april, er det endnu usikkert, hvad der kan lade sig gøre i forhold til at møde fysisk. Men konferencen gennemføres, og i år er Øster Bjerregrav vært ved arrangementet, der afholdes i Bjerregravhallen.

– Kan det ikke lade sig gøre at gennemføre konferencen med deltagere, vil den under alle omstændigheder blive streamet, så man kan følge med hjemme fra stuen, fortæller Søren Brøndum Christensen, der er koordinator på konferencen.

Kandidater søges

Corona eller ej, så er et fast indslag på konferencen er at hædre lokale ildsjæle og lokale initiativer, der har medvirket til at understøtte en positiv udvikling i kommunens opland, og i år er ingen undtagelse.

Derfor kan man nu indstille sine lokale kandidater til prisen for henholdsvis Årets Ildsjæl og Årets Initiativ. Eneste krav til kandidaterne er, at de skal have hjemme i Randers Kommune uden for Randers By.

Årets ildsjæl modtager en pris på 10.000 kroner, mens Årets Initiativ modtager en pris på 25.000 kroner. Deadline for indstillinger er 29. marts.

Kandidater kan tilmeldes på henholdsvis www.randers.dk/temp/aarets-ildsjael og

www.randers.dk/temp/aarets-initiativ

Helle Vinther fra Udbyover vandt prisen som ‘Årets Ildsjæl’ i 2020. Arkivfoto: Jan Szwed

Bosætning på landet

Hovedtemaet på årets landdistriktskonference er ‘bosætning’, og ved arrangementet i Øster Bjerregrav 10. april vil der således være forskellige oplæg, der adresserer netop dette emne.

Blandt andet vil der være oplæg fra en borgergruppe fra Gjerrild på Djursland, der arbejder med strategisk og bæredygtig landsbyudvikling, og så får konferencen også besøg af Esben Frost fra Dannemand Frost Arkitekter, der har specialiseret sig i at skabe nyt liv i gamle bygninger med fællesskab som et centralt omdrejningspunkt.

– Vi har desuden et oplæg fra Randers Kommunes egen chef for kommunikation, Karen Balling, der vil fortælle om, hvordan landsbyerne kan bruge de sociale medier i et bosætningsøjemed, fortæller Søren Brøndum Christensen.

Det er gratis at deltage i landdistriktskonferencen. Man kan læse mere om programmet og tilmelde sig her

Kommentarer