Samfund

Netværk får vekslet job-uvisheden til et vitaminboost af ny inspiration

Tre medlemmer af Senior Erhverv Netværket. Pressefoto: Knud Poulsen

Senior Erhverv Netværket for aktive jobsøgere går forrest i at vise hvilke muligheder, der byder sig til for seniorer, når arbejdsmarkedet er i forandring.

Det sker onsdag 30. august klokken 9 til 12, hvor der holdes et åbent informationsmøde. Udover en kort introduktion til Senior Erhvervs mange muligheder for at få ny inspiration, så byder dagen på besøg af en tidligere HR-direktør fra en af landets største virksomheder. Der er blandt andet oplæg om, hvad du kan bruge kunstig intelligens til i jobsøgningen.

Fremtiden er mere i fokus end fortiden. Der bliver lagt energi i at finde frem til de jobfunktioner, der kan skabe succesoplevelser i et kommende job.

– Indsatsen i Senior Erhverv finder mange gange andre veje, end de helt snorlige. Til tider oplever jobsøgere, at et hidtidigt livsvalg og fagområde er modent til et omvalg, og så støtter netværket op om det, siger formand for Senior Erhverv Kronjylland, Eske Thøgersen.

Senior Erhverv er løbende i kontakt med mange virksomheder i det kronjyske område. Alle ledige over 50 år får i Senior Erhverv mulighed for at finde ny inspiration. Det kan være i form af kurser, faglige oplæg og workshops.

Arrangementet med informationsmøde foregår på Dannevirkevej 20, 8930 Randers NØ. Der er gratis entré, men tilmelding er nødvendig senest 24. august på telefon 86 42 88 99 eller på mail kronjylland@seniorerhverv.org

Læs mere om Enieo Erhverv Netværket  på hjemmesiden seniorerhverv.org/kronjylland

 

Kommentarer