Naturpark Randers Fjord åbner 27. maj
Søndag den 27. maj slår Randers og Norddjurs Kommuner sammen dørene op til landets næststørste naturpark, når Naturpark Randers Fjord bliver indviet. Indvielsen foregår synkront i henholdsvis Mellerup Færgehavn i Randers Kommune og Voer Færgested i Norddjurs Kommune.
– Det bliver en helt særlig dag både for vores kommuner, for Naturparkrådet og også for mig personligt. Jeg er vild med Naturparken, med fjorden, stemningen og ikke mindst naturen i området. Da vi 1. februar i år fik certificeringen som Dansk Naturpark var det kulminationen på mange års fælles indsats mellem vores to kommuner og sammen med Naturparkrådet, lodsejere og frivillige. Der har været så mange gode kræfter inde over dette arbejde, og derfor er vi lykkedes, siger borgmester Torben Hansen fra Randers Kommune.
Naturpark Randers Fjord bliver med sine 29.250 ha den næststørste naturpark i landet. Danmarks eneste flod, Gudenåen, løber ud i Randers Fjord ved Randers by og skaber dermed Danmarks eneste floddelta, som fortsætter videre ud i Randers fjord og bliver til et fjorddelta.
– Dette fjorddelta ved Udbyhøj er helt specielt. Det giver unikke muligheder for lystfiskeri og kajakroning. Derudover har Naturparken jo også Danmarks eneste østvendte vadehav ved Udbyhøj. Parken føjer sig til listen over de mange naturoplevelser og skønne pletter, som Randers og Norddjurs er fyldt af, fortæller borgmester Jan Petersen fra Norddjurs Kommune. Han glæder også over det gode samarbejde, der har været i mellem de to kommuner.
Friluftsrådet og nationalkomiteen for Danske Naturparker er også stolte over at kunne udnævne endnu en naturpark og glæder sig til den store dag for indvielsen af naturparken.
– Vi har ventet i spænding på denne fantastiske dag, der ikke kun er Fjordens og Kystens dag, men også er en stor dag for Naturpark Randers Fjord – og bestemt også for de to kommuner i Randers og Norddjurs. Både kommuner, naturpark og lokale borgere kan nu bryste sig af det helt særlige kvalitetsstempel, som Danske Naturparker er, og ovenikøbet kan de sige, at Naturpark Randers Fjord er den første naturpark i Region Midtjylland, fortæller formand for nationalkomiteen og medlem af Friluftsrådets bestyrelse Flemming Larsen.
Med en fælles Naturpark har Randers og Norddjurs Kommuner forpligtet sig til sammen med lodsejere og frivillige at arbejde målrettet og koordineret for natur og friluftsliv i naturparken. Grundtanken er, at naturbenyttelse og naturbeskyttelse skal gå hånd i hånd. Samtidig skal de unikke naturværdier bevares ved at sikre gode levevilkår for naturparkens dyre- og planteliv.
Program
- Klokken 10.00-10.30 Officiel indvielse ved
- Mellerup Færgested, Amtsvejen 170, 8930 Randers NØ eller
- Voer Færgested, Voer Færgevej 123, 8950 Ørsted
- Klokken 10.30-12.00 Besøg frit begge sider af fjorden og bliv nysgerrig på dagens aktiviteter
- Klokken 10.30-12.00 Uddeling af gratis madpakker v/ færgestederne i Mellerup, Voer samt Udbyhøj syd. (Se efter beachflagene).
Fakta om Naturpark Randers Fjord
- Naturpark Randers Fjord indvies den 27. maj 2018 klokken 10.00 i hhv. Mellerup og Voer
- Naturpark Randers Fjord er Danmarks 8. naturpark og den næststørste i landet (29.250ha)
- Naturpark Randers Fjord ligger geografisk i både Randers og Norddjurs Kommuner
- I naturparken finder du både bålpladser, shelters, fiskemuligheder, cykelruter, gangruter, Danmarks korteste færgeoverfart på 470m mellem Mellerup og Voer samt rigtig gode muligheder for at sejle i både kajak eller kano
- Du kan læse mere om Naturpark Randers Fjord på www.naturparkrandersfjord.dk og mere om de danske naturparker og certificeringen af Naturpark Randers Fjord på www.danskenaturparker.dk
- Åbningen af Naturpark Randers Fjord er en del af Fjordens- og Kystens dag. Den kan du læse mere om her: https://www.visitranders.dk/oestjylland/aktiviteter/fjordens-og-kystens-dag
Kommentarer