Motorcyklist kørte 160 i timen med stoffer i sokken
Det gik helt galt for en 28-årig mand fra Randers under en tur på motorcykel på Møllevangsvej i Randers SV klokken 19.29 i aftes.
Den 28-årige var påvirket af stoffer og kørte angiveligt op mod 160 km/t på landevejen, da han mistede kontrollen over motorcyklen og væltede ind i en have.
Han blev kørt til skadestuen med skader på ryggen og en sammenklappet lunge. Under behandlingen på skadestuen blev den 28-åriges tøj klippet op, og her opdagede lægen en pose narkotika i mandens ene strømpe.
Da politiet ankom for at afhøre den 28-årige på skadestuen, fandt betjentene en pakke med flere hundrede gram hash i hans trøje.
Manden blev sigtet for at køre narkokørsel og for besiddelse af euforiserende stoffer. Det viste sig, at motorcyklens nummerplader var stjålet, så det indbragte en ekstra sigtelse.
Manden er uden for livsfare.
Kommentarer