Mød Værkets nye forpagter
Ærlig mad, lokale råvarer og store smagsoplevelser i en fusion mellem det franske og det nordiske køkken er på menuen, når Værkets nye restauratør trækker i forklædet og indtager musik- og teaterhusets køkken.
Café Sven Dalsgaard. Sådan har Værkets restaurant heddet i de 30 år, det gamle elværk har fungeret som musik- og teaterhus. Men nu skal der nye boller på suppen. En ny restauratør er kommet til byen og med ham kommer nye ambitioner og også et nyt navn.
Manden bag hedder Christian Haun Enoch. Han er 36 år, opvokset i Mariager, har både gjort sig som kok og prisvindende tjener, været selvstændig, stået i spidsen for køkkenet i Musikhuset Aarhus og også deltaget i madprogrammet MasterChef. Nu er han klar til at overtage Værkets spisested, som han har døbt Restaurant Madværket.
”Jeg er glad og stolt over at have vundet forpagtningen og glæder mig enormt til at slå dørene op til Restaurant Madværket. Jeg vil gøre mit absolut bedste for at give gæsterne en helhedsoplevelse, der overstiger deres forventninger,” siger Christian Haun Enoch.
Også på Værket jubler man over den friskudnævnte vinder af forpagtningen.
”Vi er så spændte på at få en ny restauratør ind i huset – og vi er ikke i tvivl om, at vi har fundet en klar vinder af udbuddet. En mand, der virkelig kan se potentiale i byen og som vil gå all in på at skabe et dejligt spisested,” siger Værkets musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted.
Musik- og teaterchefen understreger, at Værket har haft et fantastisk forhold til den tidligere restauratør, Jørgen Øst-Jacobsen, som i 30 år har leveret nærværende service og tusindvis af serveringer. Øst-Jacobsen valgte at gå på pension 1. januar og restauranten har siden sidste år været i offentligt udbud.
Ærlig mad og godt håndværk
Christian Haun Enoch vil både være at finde over gryderne i køkkenet og ”på gulvet” blandt gæsterne i restauranten. Han fortæller, at spisende kan forvente god og ærlig mad, hvor smagen til hver en tid vil være i fokus.
”Vi er ikke underlagt nogle smarte dogmer, men laver mad med hjertet, hvor håndværket er grundstenen i vores køkken, derfor laver vi naturligvis selv alt fra bunden. Vi bruger de råvarer, der måtte være i sæson, for at få den største smagsoplevelse og begrænse vores klimaaftryk,” siger han.
Den nye forpagter er i fuld gang med at finde lokale producenter og glæder sig til at arbejde dybdegående med området og råvarerne i og omkring Randers. Ligesom han inden længe vil søge personale til at bemande stedet.
”Mine gæster skal føle sig velkomne fra det tidspunkt, de træder ind ad døren. Upåagtet om det er til kaffe og kage eller den store festmiddag,” siger Christian Haun Enoch.
Åbning i friske omgivelser
Inden Restaurant Madværket overtager lokalerne, skal køkkenet renoveres. Det er nedslidt efter mange års flittigt brug og trænger til en opfriskning.
Restauranten åbner dermed til sæsonstart på den anden side af sommer – blandt andet med en treretters sensommermenu, der byder på citrus-rimmet vildlaks, dansk kalveculotte og hindbærsorbet til kr. 300,-
Udover middag i restauranten vil Madværket også tilbyde diverse festarrangementer, møder og konferencer, kokkeskoler og temaaftener.
Du kan allerede nu bestille bord via restaurant-madværket.dk.
Kommentarer