Mød skuespillerne fra Far Til Fire I Solen i Randers
Torsdag den 5. juli er der mulighed for at se den nye “Far Til Fire I Solen” i Nordisk Film Biografer i Randers og samtidig få autografer og selfies med skuespillerne fra filmen.
Kl. 12.30 kan man bl.a. møde Elton Rokahaim Møller der spiller Lille Per samt Magnus Hassing Hellemann, Laura Lavigne Bie-Olsen og Naja Münster.
De vil skrive autografer og hilse på gæsterne i biografens foyer, inden filmen starter kl. 13.00. Til denne forestilling er der specialpris på kun kr. 50,- pr. billet.
I familiefilmen ‘Far til fire i solen’ er familien rejst på tiltrængt solferie, hvor den skal stå på fred, afslapning og hygge. Børnene og Onkel Anders vil gerne deltage i hotellets konkurrence om at blive ”årets solfamilie”, men Far har bestemt ikke behov for at bevise noget.
Han skifter dog hurtigt mening, da han ser den overperfekte konkurrerende familie bl.a. bestående af Fars gamle skolekammerat, Bjørn Skov, som igennem hele deres skoletid har været på nakken af Far.
Far kaster sig ind i kampen, og hvad der blot skulle have været en venskabelig kappestrid, ender med at være en indædt kamp for ære og genoprejsning, og det er kun ved børnenes kærlige og opfindsomme indblanding, at det til sidst går op for Far, at familien slet ikke behøver at gøre sig alle disse anstrengelser.
‘Far til fire i solen’ er det 19. kapitel i rækken af populære danske familiefilm, der blev genstartet med et nyt hold skuespillere i “Far til fire på toppen”. Filmen har premiere den 28. juni i alle Nordisk Films Biografer.
Kommentarer