Mellerup

Mindre brand på Støvringgårdvej i Mellerup

Se billedserie

Klokken 18.15 rykkede Beredskab & Sikkerhed ud til Støvringgårdvej i Mellerup. Meldingen lød på kraftig røgudvikling.

Da politi og brandvæsen kom frem, viste det sig, at der var brand i en bunke træbriketter, som blev opbevaret i en tilstødende udestue.

Brandmandskabet fik hurtigt styr på branden, men måtte for en sikkerheds skyld save et hul i gulvet, så at være sikker på, at der ikke lå gløder, som kunne antænde branden på ny.

Husets ejer var ikke hjemme, og derfor måtte indsatslederen, beredskabsinspektør Per Allan Nielsen smadre et vindue i døren for at komme ind med henblik på at se, om huset havde taget skade indvendigt. Bortset fra røg, som var trængt ind i stuehuset, var der ingen skade sket. Brandfolkene luftede godt ud, og senere i aften ankommer Skadesservice for at dække den smadrede rude og, og tage hånd om eventuelle røgskader.

Se også: Brand i Mellerup varmeværk i juni 2016

Det var en nabo, som havde tilkaldt Beredskab & Sikkerhed. Allerede klokken 11 i formiddags havde han konstateret røgudvikling fra nabohuset. Men ikke i sådan en grad, at det var usædvanligt.

Røgen udviklede sig stærkt, og det fik naboen til at undersøge årsagen nærmere, og da der nu var meget kraftig røgudvikling, ringede han 112.

Det lykkedes senere at få fat i naboen, som via Facebook blev orienteret om, at der havde været en mindre brand.

Ifølge beredskabsinspektør Per Allan Nielsen skyldes branden sandsynligvis selvantændelse, på grund af at briketterne er blevet fugtige.

Kommentarer