Mindeord indsendt af Andreas Li Madsen, Mellerup.

Mandag den 15. oktober blev Niels Ivar Blichfeldt Jørgensen fundet død i sit hjem i Mellerup. Niels Ivar var født og opvokset på gården på Åstrupvej i Mellerup og var kendt af langt de fleste i byen. Han blev som oftest blot kaldt Sivert, men hvis man googler hans fulde navn, bliver resultatlisten lang.

Blandt Siverts mange titler var: Gårdejer, bestyrelsesmedlem i vandværket, kirkeværge, bestyrelsesmedlem i Bylauget og arrangør af den årlige byvandring.

Den dag Sivert blev fundet død, summede det af liv på Åstrupvej. Rundt omkring i indkørslerne stod grupper af naboer og andre folk fra byen og mindedes Sivert. Der blev lagt blomster og tændt lys på hans dørtrin, og der var en stemning af chok og vemod. Der er ingen tvivl om, at Sivert efterlader et stort tomrum, og at han vil blive savnet enormt i Mellerup.

Sivert var landmand, og han sås ofte i én af sine mange Ford-traktorer, men i virkeligheden var det måske landmand, han mindst var. Man kunne i hvert fald godt få det indtryk, at hans arbejde og engagement som medlem af diverse bestyrelser, og samværet med mennesker i det hele taget, fyldte mere i ham. Sivert havde helt enkelt en ubændig ulyst til at gå glip af noget, og for at undgå det var han simpelthen nødt til at stille op til det hele.

Som nævnt, og som hans mange titler antyder, var Sivert med i stort set alt, hvad der foregik i Mellerups foreninger, og selvfølgelig vil hans engagement her blive savnet. Jeg tror dog ikke, at det er den primære årsag til, at så mange vil savne ham.

Sivert var først og fremmest hjælpsom, livsglad, positiv og nysgerrig på sine omgivelser. Kort sagt usædvanligt social. Hvis nogen i byen skulle have hjælp til at rive en hæk op, have fræset køkkenhaven eller have flyttet noget med frontlæsseren, så kunne såningen eller høsten sagtens vente. For Siverts vigtigste erhverv var at være hele byens pedel. Ingen opgave var for lille og næsten ingen opgave for stor, og Sivert elskede sin rolle som hjælperen.

Men der skulle også være tid til at hygge sig. Skulle man have Siverts hjælp til at rive hækken op, skulle man gerne selv stille op, og der måtte også vældigt gerne være en bid brød, en øl, noget eftermiddagskaffe og en flok hjælpere. For så blev arbejdet jo til en lille fest. Og når et haveprojekt af Sivert var blevet forvandlet til et socialt arrangement, bidrog han altid til, at det blev hyggeligt med sin positivitet og optimisme.

Sivert vil også blive savnet hos byens unger. Når man mødte én af de blå Ford-traktorer et sted i byen, havde Sivert ofte selskab af én eller flere af byens piger eller drenge, og da jeg selv lærte Sivert at kende, var det da også gennem min dengang etårige søn.

Han ville gerne stoppe og kigge på Sivert, der pressede hø – og blev straks inviteret med på en runde i traktoren. Det første møde blev hurtigt til flere, og snart blev en tur op og fodre de tre kreaturer i Siverts stald til en ugentlig begivenhed, og nogle af de første ord, min søn sagde sagde, var da også: ”Diver Traktor”. Da Sivert døde mistede min søn sin elskede ”Bedstefar Sivert”, for Sivert var ikke sen til at tilbyde at være reservebedstefar, da han fandt ud af, at min kone nogle gange synes, det er svært, at hendes forældre bor helt i Kina. Og jeg ved, at min søn ikke var den eneste, der mistede sin reservebedstefar den mandag.

For mig var Sivert nærmest et symbol på charmen ved at bo i en lille landsby. Han var en vaskeægte original, som jeg mener, vi alle kan lære noget af. Vel kunne hans traktorer ikke altid bremse lige godt, vel havde hans sidste tre kreaturer nået at få snabelsko inden de røg til slagtning, vel var der aldrig strøm på hegnet, så hestene af og til løb ud, og vel blev der af og til drukket et par øller mere end, hvad sundt er; men det var alt sammen med til at gøre Sivert til den Sivert, vi holder af.

Når man skulle nå alt det, Sivert skulle nå, var der ikke var tid til at gå og rode med traktorbremser. Så hellere nøjes med at køre 15 kilometer i timen og få tid til at se sig omkring og stoppe op og få en sludder med dem, man stødte på.

Byens unger havde navngivet de tre kreaturer ”Sorte”, ”Ronaldo” og ”Messi”, så Sivert havde store kvaler med at skille sig af med dem. Hans kvaler var så store, at han skulle bruge 1,5 års tilløb for at nænne slagtningen. Og i forhold til hegningen, mente den evige optimist, som han jo var, da klart, at de heste selvfølgelig nok skulle blive inde, og hvis ikke, så løb de vel ikke så langt væk.

Øllerne blev drukket på grund af hyggen. Med en øl i hånden gled snakken om dagens begivenheder så godt.

Sivert havde efter sigende ikke haft den letteste ungdom, men på trods heraf, har jeg aldrig hørt ham tale negativt om et andet menneske. Jeg har heller aldrig mødt nogen så hjælpsom, positiv og livsnydende som Sivert. Så lad os alle sammen finde vores indre Sivert frem, om ikke andet så slippe tøjlerne og være nysgerrige på hinanden en dag om ugen eller to.

Det ligger jo i navnet, at originaler er enestående, og det var Sivert. Vi har I Mellerup mistet et ganske enestående menneske. Som sagt i indledningen, kan originalen ikke kopieres, men vi gør hinanden en tjeneste ved hver især at gøre et forsøg.

Æret være Siverts minde.

Sivert blev begravet i går lørdag 27. oktober. Det meste af byen fulgte med på den sidste rejse fra kirken til familiegravstedet, hvor han blev stedt til hvile. Foto: Andreas Li Madsen