Samfund

Millionbevilling til nyt kræftforskningsprojekt på Regionshospitalet Randers

Læge og kommende ph.d.-studerende Nadia Hovgesen og overlæge Rune Erichsen, der er vejleder på projektet. Foto: Helle Brandstrup Larsen, Regionshospitalet Randers.

Med en stor bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond kan læge Nadia Hovgesen nu starte sit forskningsprojekt op, der har til formål at forbedre kvaliteten af kikkertundersøgelser af spiserør og mavesæk, så færre patienter oplever forsinket diagnose og behandling af kræft.

REGION – Hvert år rammes 1300 danskere af kræft i spiserør og mavesæk, og i langt de fleste tilfælde bliver det opdaget så sent, at kræften ikke kan kureres. Undersøgelser fra udlandet viser, at op mod 11% af kræfttilfældene faktisk kan opdages tidligere, men bliver overset i forbindelse med kikkertundersøgelser helt op mod tre år før, diagnosen blev stillet.

Læge og kommende ph.d.-studerende ved Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers, Nadia Hovgesen, har sat sig for at finde ud af, om det også gør sig gældende i Danmark, og i så fald hvorfor, samt finde løsninger på, hvordan flere kræfttilfælde kan opdages og behandles tidligere.

– Det er virkeligt flot, at Nadia har fået en stor bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til det her vigtige projekt. Sådan en bevilling er bestemt ikke hverdagskost for et mindre regionshospital som vores, men det har været helt afgørende for, at vi kan komme i gang, siger overlæge i Kirurgisk Fællesafdeling, Rune Erichsen, der er vejleder på projektet. 

Tre delstudier

Forskningsprojektet består af tre delstudier:

  • Kortlægning af, hvor ofte kræft i spiserør og mavesæk bliver overset i Danmark.
  • Sammenligning af prognosen for patienter med henholdsvis opdaget og overset kræft – hvor stor forskel gør det for overlevelseschancerne, hvis kræften opdages tidligere?
  • Dykke ned i patientjournaler for at identificere mulige årsager til, at kræften er blevet overset.

Formålet er at få forbedret kvaliteten af kikkertundersøgelser af spiserør og mavesæk.

– Mit håb er, at forskningsprojektet kan bidrage til nogle nationale retningslinjer og kvalitetsmål for denne type kikkertundersøgelser. Det har vi nemlig ikke i dag, hvor det bliver gjort meget forskelligt. Vi skal arbejde målrettet med at forbedre kvaliteten, for så opdager vi også mere, og så kan vi tidligere sætte ind med behandling og øge patienternes chance for overlevelse, lyder det fra Nadia Hovgesen.

Ph.d-projektet starter op i begyndelsen af det nye år og kommer til at løbe over de næste tre år. Udover midlerne fra Danmarks Frie Forskningsfond er projektet også støttet med 1,6 millioner kroner fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

 

Kommentarer