Midtbyen får ansigtsløft
Randers Byråd har bevilget to millioner kroner til at rette skønhedsfejl i midtbyen. Blandt andet får bænke og belægningen på gangarealerne et løft, og så bliver der genplantet ni træer, så kunstværket ”Randersspil” igen er komplet.
Det bliver nu lidt pænere at gå en tur i den ellers i forvejen smukke Randers Midtby. På mødet den 14. maj har Randers Byråd nemlig bevilget to millioner kroner, der blandt andet skal gå til småreparationer på belægninger og til at genplante ni træer, så Per Nebles kunstværk ”Randersspil” på Slotspladsen igen kan blive komplet.
Pengene havde byrådet i forvejen afsat som led i budgettet for 2018, og de bliver frigivet efter, at forvaltningen har gennemgået midtbyens stand.
40 nye træer
På baggrund af forvaltningens gennemgang har byrådet i alt afsat 1,4 millioner kroner til reparationer af skader på gangarealernes belægninger, 100.000 kroner til at reparere bænke og andre sideformer der, hvor de trænger til en kærlig hånd samt 300.000 kroner til genplantning af cirka 40 nye træer forskellige steder i midtbyen og til renovering af beplantning i enkelte eksisterende bede.
Endelig har byrådet afsat 200.000 kroner til genplantning af ni større træer i kunstværket ”Randersspil”, der udtrykker den historiske dynamik i forholdet mellem Randers og omverdenen. Foruden ni træer består værket af 13 hvide kugler og syv stålplader.
Kommentarer