Mand utilfreds med sin sigtelse greb fat i betjent
En opmærksom borger kontaktede tirsdag kl. 23.19 politiet, da hun havde mistanke om, at en bilist, der kørte rundt i Randers C, var påvirket af alkohol.
På Dytmærsken fik en patrulje øje på bilisten, som kørte noget usikkert. Patruljen fik dirigeret bilen ind til siden og tog kontakt til den 28-årige mand bag rattet.
Da han steg ud af bilen, havde han besvær med at holde balancen, og han virkede tydeligt beruset. Betjentene besluttede derfor at anholde ham og sigte ham for spritkørsel.
Den 28-årige var dog ikke tilfreds med den beslutning og tog fat i den ene betjent og gjorde voldsomt modstand. Det lykkedes dog patruljen at få ham lagt i håndjern, og den 28-årige blev ud over spritkørsel sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Da det viste sig, at den 28-årige er frakendt kørekortet, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Den 54-årige mand, der ejer bilen, blev sigtet for at låne sin bil ud til en person uden kørekort.
Kommentarer