Randers By

Mand med flere våben sendte dødstrusler

En 45-årig mand blev torsdag anholdt efter politiet fandt flere våben i hans lejlighed og efter han havde sendt dødstrusler til en 40-årig mand.

Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 10.00 en 45-årig mand i Retten i Randers, hvor han blev varetægtsfængslet frem til den 22. december. 

Han sigtes for torsdag via en telefonbesked at have fremsagt trusler på livet mod en 40-årig mand og under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af en skarpladt pistol. Efter anmeldelsen om truslerne tog politiet torsdag ud til den 45-årige mands adresse i Randers. Her blev den 45-årige anholdt og hans adresse blev ransaget.

I hans lejlighed fandt betjentene en skarpladt pistol, nogle økser, en kastestjerne, et sværd og nogle euforiserende svampe og noget hash og skunk.

Stoffer og våben blev beslaglagt og den 45-årige blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhøret, hvor han erkendte forholdene. Han kærede ikke kendelsen.

Kommentarer