Madaffald giver strøm til 600 huse i Randers

Selvom det indtil videre kun er enfamiliehuse, der nu er i fuld gang med at sortere madaffaldet fra, så går det over al forventning. Affaldskontoret ved godt, hvem de kan takke for de flotte resultater.
I juni måned blev de sidste beholdere til indsamling af organisk affald kørt ud, og indsamlingen går strygende. Det gælder både mængden og kvaliteten af det madaffald, indbyggerne i Randers Kommune sorterer.
– Hvis vi fortsætter som vi gør nu, kan elproduktionen fra vores madrester dække strømforbruget til 600 huse i et år. Vi kommer op på at indsamle mindst 4.300 tons madaffald i 2017, og det er et pænt stykke over det, vi havde håbet på. Når man tænker på, at hele 8920-området først er startet flere måneder inde i året, så er det rigtigt flot, fortæller Affaldschef ved Randers Kommune, Jørgen Niemann Jensen.
Affaldskontoret siger tusind tak
Den nye indsamling af organisk affald er et stort projekt. Ikke alene er det en kæmpe opgave at klargøre og levere knap 40.000 beholdere, det påvirker også alle borgere og deres hverdag. Det er en omfattende ændring af måden, affaldet skal håndteres hele vejen fra køkkenvasken til kraftvarmeværket.
– At det er gået så gnidningsløst, som det er, havde vi ikke turdet forvente. Man kan jo kun blive glad og stolt, når borgerne i den grad engagerer sig og gør det så nemt for os at komme igennem med noget nyt. Så tak til borgerne i Randers Kommune, de har virkelig været fantastiske, siger Jørgen Niemann Jensen.
Gevinst på flere fronter
En sidegevinst ved frasortering af madaffaldet har været, at der tilsyneladende også er kommet mere fokus på, hvad der skal i genbrugsbeholderen. Mængden af frasorteret papir, glas, metal og hård plast er nemlig steget med 15 procent sideløbende med udrulningen af indsamlingen af organisk affald. Samtidig kan de nye sorteringsvaner give anledning til at mange husstande kan skifte til billigere ordninger.
– Vi er stadig i en tilvænningsperiode, hvor både borgerne og os, der administrerer indsamlingen, må justere lidt på vores rutiner. For eksempel forventer jeg, at mange flere vil gå over til 14-dages tømning af restaffaldet, nu hvor madaffaldet sorteres fra. Det giver mindre kørsel og dermed også færre udgifter. Da der samtidig ryger mere i genbrugsbeholderen end tidligere, ser vi en udvikling, der ikke alene er god for den enkeltes pengepung, men i høj grad også for miljøet, slutter Jørgen Niemann Jensen.
Fakta
I efteråret 2017 kommer turen til etageejendommene, der også skal til at sortere madaffaldet fra.
I løbet af 2018 er målet at indsamle 6.500 tons madaffald til produktion af biogas. Det svarer til strømforbruget for knap 1.000 huse.
Kommentarer