Stevnstrup

De lokale ildsjæles årlige festdag

Se billedserie Årets Ildsjæl blev Bjarke Havmand Nordentoft fra Øster Bjerregrav, som vandt titlen over rekordmange nominerede. Foto: Randers Netavis

Der var stor tilslutning til årets landdistriktskonference, som lørdag blev afviklet i Munkholm-Hallen i Stevnstrup.

Omkring 140 lokale ildsjæle fra alle afkroge af Randers Kommune var lørdag formiddag mødt op til den tredje landdistriktskonference, som kommunen i år havde arrangeret i samarbejde med LAG Randers-Favrskov.

I sin velkomst ridsede formand for landdistriktsudvalget, Lars Søgaard, nogle af de mange initiativer op, som udvalget har medvirket til og støttet op om det forgangne år.

– Vi har leveret medfinansiering på i alt 11,4 millioner til projekter, der samlet har beløbet sig til hele 43,7 millioner. Det er altså imponerende mange penge, I har formået at rejse selv, roste Lars Søgaard.

Han efterfulgtes af Erhvervs- og udviklingschef i Randers Kommune, Dennis Jensen, som forklarede om, hvordan Landdistriktsservice, der er en stabsfunktion på tværs af kommunens forvaltninger, understøtter landsbyerne med viden og support.

– Jeg har efterhånden været i samtlige af kommunens landsbyer, og jeg er fuld af beundring over, hvad I formår at løfte ude i jeres lokalsamfund, sagde han blandt andet.

Formand for LAG Randers-Favrskov redegjorde herefter for hvilke projekter, man har støttet det forløbne år, inden ordet blev givet til årets indlægsholder, Jørgen Ørgaard fra Knebel på Djursland.

Jørgen Ørgaard, ‘Mols i Udvikling’. Foto: Randers Netavis

Vi skal sige ’Vi’

Jørgen Ørgaard delagtiggjorde tilhørerne i historien om, hvordan man på Mols og Helgenæs fik vendt udviklingen fra stagnation til voksende tilflyttertal og fik skabt et sammenhold og lokal stolthed gennem projektet ’Mols i Udvikling’.

Som tilflytter for mange år siden oplevede han og hustruen, hvor fastlåste de lokale ’indfødte’ var i normer og traditioner – og mistroiske over for ’fremmede’. Deres strategi var at blande sig i alt, der rørte sig på egnen. På den måde fik de efterhånden opbygget et netværk, som resulterede i projektet ’Mols i Udvikling’. Det målrettede arbejde har betydet en revitalisering af Mols og Helgenæs, hvor man gennem den fælles indsats har løftet udfordringer som bredbånd, transport, markedsføring af både byggegrunde og attraktioner og meget mere.

Nøgleordet for successen er ifølge Jørgen Ørgaard fællesskab og ejerskab; alle skal deltage, og man skal være nogenlunde enige om retningen – både borgere, foreninger, institutioner, erhvervsliv, politikere og embedsmænd.

– Man skal tale med én stemme, sige ’vi’ og ikke ’jeg’, for udvikling kan kun lade sig gøre, hvis man er fælles om det; og altid med respekt for den enkelte landsby, som alle skal have en ambassadør i fællesskabet, pointerede han.

Indlægget høstede store klapsalver, og mange af tilhørerne kommenterede det positivt efterfølgende.

Artiklen fortsætter under billedet….

Tina Degn fra VisitRanders (med ryggen til) fortalte en håndfuld interesserede om Randers Greeters. Anette fra Årslev (i midten) ville gerne være ‘Greeter’ og vise sin landsby frem for turister. Til højre ses blandt andre også byrådsmedlem, Iben Sønderup (S) og til venstre tidligere byrådsmedlem, Kaj Møldrup Christensen. Foto: Randers Netavis

Tema-sessioner

Efter frokosten gik man videre med anden afdeling af konferencen, som i år var lavet som temaarbejde i små grupper. Der var i alt 13 forskellige emner, hvoraf deltagerne havde tilmeldt sig nogle favoritter, og man skiftede så efter noget tid fra ét bord til et anden og kom således rundt om forskellige temaer

Avisens udsendte kiggede blandt andet forbi bordet med Randers Greeters, som en lokal afdeling af Global Greeters. Ideen er, at man i oplandsbyerne får en eller flere kontaktpersoner, greeters, som turister kan henvende sig til, hvis de gerne vil ud at se en lokal attraktion eller naturområde.

– Der er masser af hjælp at hente i Randers for turister, men hvis de gerne vi ud i omegnsbyerne og få nogle andre oplevelser, så kommer vi til kort, for vi ved jo ikke alt om, hvad landsbyerne har at byde på, forklarede Tina Degn fra VisitRanders.

– Jamen, jeg vil da gerne vise folk rundt ude i vores skønne landsby. Vi betragter Årslev som vores centrum, vi synes, det er Randers, der er omegn, sagde Anette fra Årslev til stor moro for de andre ved bordet.

Artiklen fortsætter under billedet….

Formand for Langkastrup Forsamlingshus, Torben Bøgn Nielsen, (th) syntes godt om konceptet med temasessionerne, som gav folk bedre mulighed for at snakke sammen på kryds og tværs. Ved bordet ved siden af er bredbåndskoordinator, Søren Brøndum, (stribet skjorte) i samtale med en herre, der har taget turen helt fra Langeland for at deltage og formand for Viborg Landsbysammenslutning, Lone Kastberg, som deltager for at få inspiration til landbyerne i Viborg Kommune. Vi har ikke navnet på herren til venstre. Foto: Randers Netavis

Et andet tema på dagen var ’Alternative Boformer’, præsenteret af Marie Degnbol fra foreningen BoSammen.nu. Mange landsbyer slås med faldende indbyggertal, og løsningen på dette kunne være at tiltrække borgere til nye boformer som kollektiv, olde-kolle, bæredygtige bofællesskaber med mere. Det var pointen fra Marie Degnbol, som pegede på, at den nye planlov tillader, at man nu kan bebo stuehuset i nedlagte landbrug, en nedlagt præstegår og lignende.

Jørgen Ørgaard havde også en temastand, hvor han fortalte om deleøkonomi; blandt andet delebil-ordning, som er et af de resultater, man har opnået gennem ’Mols i Udvikling’.

Der blev flittigt diskuteret og udvekslet viden på de mange stande hen over en god times tid, og mange af de fremmødte var meget tilfredse med måde at holde kenferencen.

– Jeg synes, det er en rigtig god i dé med de mange små sessioner. Det giver en helt anden mulighed for at komme rundt om mange emner, og det er rigtigt godt at snakke med andre om, hvordan de har løst nogle meget konkrete udfordringer, mente Torben Bøgh Nielsen fra Langkastrup, hvor han er formand for forsamlingshuset.

Han havde blandt andet talt med folkene fra Landsbyklyngen Kronjylland for at få noget inspiration til at skabe et tættere samarbejde mellem de små lokalsamfund syd for fjorden.

Artiklen fortsætter under billedet….

Ove Knudsen fra Lyshøj Mølle modtog prisen fo Årets Initiativ. Prisen blev overrakt af næstformand i Landdistriktsudvalget, Anne Hjortshøj (S). Foto: Randers Netavis

Årets vindere

Efter en kaffepause var man nået frem til dagens sidste punkt, kåringen af Årets Ildsjæl og Årets Initativ.

– Nu går der lidt Hollywood i det, for nu skal vi have udnævnt nogle vindere, sagde Lars Søgaard og præsenterede listen af nominerede, der var meget lang i år.

– Det viser jo bare, at der bliver gjort rigtig meget derude. Rigtig mange brænder for det og lægger mange timer og arbejde i at udvikle landsbyerne, sagde han.

Vinder af titlen som Årets Ildsjæl blev Bjarke Havmand Nordentoft fra Øster Bjerregrav, som får prisen for sit store arbejde med Aktivitetsparken i byen.

En anerkendelse, han var stolt af, men på hele byens vegne, understregde han.

– Det er ikke min fortjeneste alene, det er hele byens fortjeneste, sagde han til avisen efterfølgende.

Foruden æren modtog han en buket blomster samt en check på 10.000 kroner. Penge, der ryger direkte ned i kassen med midler til at finansiere næste del af Aktivitetsparken, som er etablering af en Tarzanbane til små børn, e-spil til de unge samt fem store glasfiberdyr, som både skal pynte og leges på. Et projekt der løber op i 600.00 kroner, hvoraf man indtil videre skaffet omkring halvdelen.

Hernæst var næstformand i Landdistriktsudvalget, Anne Hjortshøj (S), oppe for at kåre Årets Initiativ. Den pris gik i år til Lyshøj Mølle og den blev modtaget af Ove Knudsen, som er en af de mange frivillige som i årevis har arbejdet med restaurering af møllen.

Kommentarer