Randers By

Lokale Fightere går i front til Stafet For Livet i Randers

Foto: Stafet for Livet Randers

I weekenden den 11. – 12. juni 2022 er hele Randers inviteret til at gå med i kampen mod kræft til Stafet For Livet 2022 ved Langvang Idrætscenter. Det er 15. gang Kræftens Bekæmpelses frivillige i Randers afvikler arrangementet, og traditionen tro inviteres nuværende og tidligere kræftramte til at gå med som æresgæster – eller Fightere, som de bliver kaldt.

Stafetten giver liv til de nære fællesskaber

Stafet For Livet er en 24-timers holdstafet, som afvikles i 29 lande og i mere end 60 byer over hele landet. Formålet er dels at skabe synlighed omkring kræftsagen og at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde. Men det vigtigste mål for stafetten er at give liv til de nære fællesskaber omkring mennesker der er ramt af kræft. 

– Til Stafet For Livet fejrer vi livet og giver tid til nærvær og sammenhold. Mange af deltagerne har haft kræft tæt inde på livet, og derfor er det en meget stærk oplevelse at deltage, fortæller Ingrid Rasmussen, der er formand for stafetten i Randers. 

Fighterne giver håb om et liv uden kræft

Over hele verden indledes stafetterne med en Fighterrunde. Her går tidligere og nuværende kræftpatienter i front iført gule t-shirts for at markere, at man kan leve med kræft og man kan overleve kræft.

– Den første runde er et af højdepunkterne for mig. Det giver så meget håb at se Fighterne gå i front efterfulgt af lokalsamfundet som støtter og bakker op. Det gør mig glad og stolt og minder mig om hvor meget vi kan udrette i fællesskab, siger Ingrid Rasmussen.

Alle er velkomne

Alle der har lyst til at støtte kræftsagen kan stille hold eller tilmelde sig som deltager. Man er også velkommen til at kigge forbi stafetten som gæst og opleve stemningen. Som gæst kan man støtte indsamlingen ved at købe sin frokost i Caféen, købe lodder i tombolaen eller ved at sende en donation.

Det er gratis for stafettens æresgæster, altså Fighterne, at deltage. De skal bare tilmelde sig på stafettens hjemmeside af hensyn til forplejningen. Fighterne er nemlig inviteret til at komme allerede kl. 9.30 til brunch forud for åbningen kl. 11.00. 

– Vi håber på at se rigtig mange til Stafet For Livet Randers 2022, for vi savner det store fysiske fællesskab efter to år med corona, siger Ingrid Rasmussen.

Kommentarer