Vorup

Lokal forfatter og kunstskribent udgiver digtsamling

Den lokale forfatter og kunstskribent Bo Gorzelak Pedersen har udgivet en digtsamling med titlen ”Gældsætninger”.

Bo Gorzelak Pedersen, der er født i 1971, er udover at være digter også kunstkritiker for månedsbladet ”Kunstavisen” og for det internationale tidsskrift ”Art North”, der udgives i Skotland, og som dækker hele Skandinavien.

Han har været medlem af juryen i forbindelse med flere kunstudstillinger og har som udøvende billedkunstner selv udstillet i Danmark, England og USA. Han er bosat i Vorup.

”Gældsætninger” er Bo Gorzelak Pedersens bogudgivelse nummer fire, og han beskriver selv digtene i bogen som en smule melankolske.

– Digtene handler meget om tab og om tabserfaring, siger han og fortsætter: Efterhånden som man bliver ældre, begynder man at opdage, at ens egen identitet består lige så meget af det, man har mistet, eller som man måske aldrig opnåede, som af det, man rent faktisk fik gjort. Det er ikke kun ens handlinger, man må leve med konsekvenserne af. Man må også leve med ens tab, der forfølger en som en slags gældsætninger, man ikke kan flygte fra.

Den nye digtsamling er på dansk, men Bo Gorzelak Pedersen har også udgivet bøger på engelsk, blandt andet en essaysamling om kunst med titlen ”How To Begin” og en bog om glæden ved at læse poesi, ”Speaking of Poetry”. Alle bøgerne kan købes via Amazon.

Kommentarer