Lig fundet i Randers Fjord
Søndag sidst på eftermiddagen blev der fundet et lig af en mand i Randers Fjord.
Politikommissær Peter Bay Jensen fra Østjyllands Politi oplyser til netavisen RANDERSiDAG.dk, at politiet formoder, at der er tale om den forsvundne 68-årige fisker, som har været savnet siden 8. august, hvor to mænd sejlede ud i en jolle for at sætte garn i fjorden. Omkring klokken 22.00 kæntrede båden med de to mænd, hvoraf kun den ene reddede sig i land.
“Vi kan ikke sige med sikkerhed, at det er den forsvundne fisker. Familien er underrettet om, at en død mand er fundet, og at det godt kan være ham. Men han skal først identificeres, før vi kan sige noget konkret,” understreger politikommissæren til Randers.dk.
Det var vidner, som alarmerede politiet, da de mente at kunne se et lig i vandet. Derfor blev Falck sendt ud for at bjærge liget, som er til undersøgelse på retsmedicinsk institut.
Læs også her: Eftersøgning af 68-årig indstillet på grund af dårlig sigtbarhed
Kommentarer