Legende gæster jazzklub
Kim Menzer er ikke kun et dansk, men også internationalt stort jazznavn med status som legende. Torsdag den 3. juni gæster han Jazz Randers og optræder på Underværket for Jazzens Venner med sit eget Kim Menzer Blues & Jazz Band.
Multiinstrumentalist er en god betegnelse for Menzer, der spiller mundharpe, trombone og sopransaxofon, ligesom han leverer vokalerne i sit band, der udover mesteren selv består af yngre og særdeles dygtige musikere. De er Morten Carlsen (tenorsax, taragot og klarinet), Marko Martinovic (piano), Lars Fabiansen (guitar), Nicolai Land (bas) og Andreas Fryland (trommer).
Med Burnin’ Red Ivanhoe ramte Kim Menzer tidligt det store publikum, og musikken fra den tid er stadig eftertragtet på plade i hele Europa. I 7 år havde Menzer Paris som udgangspunkt. Han var komponist og musiker hos den berømte teaterinstruktør Peter Brook og turnerede verden over med hundredevis af forestillinger med opsætningen ”The Mahabharata”. Han har desuden spillet herhjemme i et utal af konstellationer.
De seneste 12 år har Menzer koncentreret sig om sit eget blues og jazz band, som ved koncerten 3. juni gæster Jazz Randers for første gang.
Kommentarer