Ø. Bjerregrav

Landsbypuljen uddeler støtte til ti projekter

Indvielse af Øster Bjerregrav aktivitetspark i fjor.

Der findes en landsbypulje til udviklingsprojekter i Randers Kommunes landsbyer og landdistrikter. Landdistriktsudvalget beslutter, hvilke projekter der skal have støtte fra landsbypuljen, og hvilket beløb de skal have.

I alt var der 1,25 millioner kroner til uddeling i 2017, og de var fordelt på to årlige ansøgningsrunder. Ved den første runde i april blev der delt 608.700 kroner ud. Der har netop været den anden og sidste runde, hvor de resterende 641.300 kroner skulle fordeles.

Ti forskellige projekter i byerne rundt om Randers har fået tilsagn om økonomisk støtte fra Landsbypuljen:

  • Foreningen Udbyhøj Havn får 59.000 kroner som skal bruges til at stablere en sauna til vinterbadere og andre, der vil ind og have varmen. Med saunaen håber foreningen på at skabe et nyt fællesskab i området, som kan gøre en forskel for mange lokale borgere.
  • Egnsudvikling Ommersyssel og Havndal Børneby får 50.000 kroner til at forskønne hovedgaden med blomsterkummer, som skolens børn skal dekorere.
  • Foreningen Helstrup Forsamlings- og Beboerhus får 45.750 kroner til at renovere og udvikle Helstrups forsamlings- og beboerhus.
  • Lem Forsamlingshus Forening får 51.900 kroner til at udvikle bæredygtige fællesskaber i landsbyen.
  • Harridslev-fdf får 14.868 kroner til at lave nyt køkken, der skal bruges som aktivitetsrum for børnene.
  • Borgerforeningen Stevnstrup får 19.768 kroner til at etablere to madpakkehuse ved åen.
  • Udbyover Borgerforening får 100.000 kroner til at etablere en “Udbyoverhytte” med toiletfaciliteter samt en kombineret forhindrings- og træningsbane til glæde for både borgere i Udbyover og andre i lokalområdet.
  • Øster Velling Forsamlingshus får 51.900 kroner til at etablere et undervisningskøkken, som blandt andet skal aktivere og motivere ensomme ældre, lokke de unge til at engagere sig i lokalsamfundet og udbygge samarbejde med andre byer.
  • Værum Gymnastik Forening får 100.000 kroner til at lave et aktivitetsområde med madpakkehus, legeplads og bålplads.
  • Foreningen for Øster Bjerregrav Aktivitetspark får 51.900 kroner til at etablere et interaktivt område, en motorik-/tarzanbane og tilføje figurer af fiberbeton, som kan stimulere leg og læring for børn.

Kommentarer