Samfund

Landsbyer kan søge driftstilskud frem til 1. maj

Illustration: Randers Kommune (beskåret)

Alle landsbyer i Randers Kommune kan søge driftstilstud til eksempelvis vedligehold af grønne arealer eller fællesfaciliteter. Ansøgningsfristen er 1. maj, så hvis man ikke allerede har benyttet sig af muligheden, så kan det nås endnu.

Med den høje inflation og tilsvarende energipriser kan det være svært for foreninger i landsbyerne til at få pengene til at række ud over den helt basale drift.

Det kan et mindre tilskud fra kommunen måske hjælpe med. Landdistriktsudvalget i Randers Kommune har nemlig besluttet at kommunens landsbyer kan søge om driftstilskud i 2023.

Det kan være til afholdelse af aktiviteter for borgerne eller til drift af mødesteder og andre faciliteter som for eksempel legepladser og bålhuse, eller pengene kan bruges til drift af stier og grønne områder. 

Foreninger som har drift af grønne arealer og/eller faciliteter vil dog blive prioriteret, lyder det i betingelserne, hvor det også fremgår, at forsamlingshuse, som i forvejen får driftstilskud fra Randers Kommune, ikke kan komme i betragtning.

Hvem kan søge

Det korte svar er: Alle landsbyer i Randers Kommune.

Ansøger skal være en ”almennyttig forening, institution eller lignende med faste og nedskrevne vedtægter samt gyldigt cvr-nummer”.

Er der flere foreninger i byen, som varetager områdets interesser, og er med til at styrke fællesskabet, skal man internt blive enige om, hvem der skal søge tilskuddet, og hvordan det fordeles.

Der kan maksimalt forventes tilskud i størrelsesordenen 2.500 kroner pr. landsby.

Man ansøger via et link på kommunens hjemmeside

Ansøgningsfristen er 1. maj. Tilskuddet udbetales som et engangsbeløb, når Landdistriktsudvalget har truffet beslutning om fordelingen af tilskud. Der skal søges igen, såfremt man ønsker tilskud næste år.

Der udbetales til foreningens Nemkonto via CVR nr.

Noget for noget

Foreninger, der modtager driftstilskud, forventes at deltage i en skriftlig evalueringen af ordningen i efteråret 2023. Det forventes også, at modtagere deler nyheder og invitationer fra Randers Kommune, på de lokale kommunikationsplatforme, såsom facebook, nyhedsbreve, hjemmeside, eller til borgermøder, fællesspisninger med mere.

Har man spørgsmål, kan man kontakte Landdistriktsservice på telefon 20 57 30 90 eller på mail: landdistriktsservice@randers.dk 

 

Kommentarer