Randers By

Kvinder i front hos Bluesnight

Kyla Brox, UK.

To oktober-koncerter hos Bluesnight Randers giver plads til to store kvindelige bluesnavne i front. Det er svenske Lisa Lystam og engelske Kyla Brox. Koncerterne holdes på Underværket i Randers.

Lisa Lystam med Band.

Lisa Lystam Family Band kommer fredag den 8. oktober. Den svenske bluesstjerne med en kraftfuld stemme og et sublimt mundharpespil kommer med sit band med to af Sveriges dygtigste guitarister, Matte Gustavsson og Fredrik ”Skanky Fred” Karlsson. Rytmegruppe består af Johan Sund på bas og Patrick Thelin på trommer. Det er Sveriges bedste unge bluesband, der spiller deres egne tunge og stramme numre krydret med kendte klassikere. Lisa Lystam Band spillede på Randers City Blues Festival for to år siden og leverede festivalens måske bedste koncert.

Svenske Lise Lystam.

Kyla Brox Band fra England kommer fredag den 22. oktober, hvor soul-blues-divaen Kyla Brox bliver bakket af op Danny Blomeley på bas, Paul Farr på guitar og Mark Warburton på trommer. I 2019 vandt Kyla Brox Band den europæiske blues-challenge, hvor bands fra 25 lande deltog. Englænderne skulle have været i Danmark allerede sidste år, men på grund af den britiske nedlukning kunne det ikke lade sig gøre. Kyla Brox bliver betragtet som Englands største kvindelige blues- og soulsanger, og hun bliver omtalt som Manchesters svar på Aretha Franklin.

Bluesnight har to koncerter både i oktober og november, fordi musikforeningen skal have indhentet de aflysninger, som det blev til i foråret på grund af lockdown. Efter ”oktober-festen” med de to kvindelige stjerner kommer lokale Uptown Blues Band samt amerikanske Jimmy Burns & The Chicago Sessions Band i november.  

Kommentarer