Kvinde anholdt i forbindelse med branden på Vølundsvej
Vagtchef ved Østjyllands Politi Jes Frederiksen bekræfter over for Randers Netavis, at en 51 årig kvinde er anholdt i forbindelse med branden på Vølundsvej.
Politiet ønsker ikke at oplyse om kvinden er sigtet på brandstiftelse, og heller ikke om hun skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen.
– Vi er i øjeblikket i gang med en undersøgelse, og et mistankegrundlag som gør, at vi er nødsaget til at have kvinden i vores varetægt, siger vagtchefen.
Det er heller ikke muligt at få oplyst brandårsagen, men politiet efterforsker stadigvæk.
Brandmandskab fra Beredskab & Sikkerhed har været i de otte berørte lejligheder, for at sikre sig, at al ild er slukket, og at alle blev evakueret.
– En af lejlighederne er udbrændt, og der er både sod- og røgskader i de andre lejligheder. Derfor bliver de genhuset andetsteds. Skadesservice er på stedet, og er påbegyndt skadessikring, og det er samtidig Skadesservice, som sørger for genhusning, fortæller beredskabsinspektør Christian Nøddelund.
Kommentarer