Kulturpris 2018: Kommunen efterlyser forslag til kandidater
Hvert andet år uddeler Randers Kommune og Kulturelt Samvirke en pris til det lokale kulturliv.
Randers har i de senere år markeret sig som en stærk kulturby med oplevelser og events af høj kvalitet. Rundt om i kommunen er der et rigt vækstlag og et aktivt foreningsliv, ligesom professionelle kulturinstitutioner sammen med turistseværdigheder og andre bidrager til mange kulturelle oplevelser.
For at påskønne det engagement og initiativ, der findes rundt om i det lokale kulturliv, har Randers Kommune indstiftet en kulturpris sammen med Kulturelt Samvirke. Prisen kan gå til en person eller en institution, der med sit engagement fortjener at blive fremhævet og belønnet for sin indsats.
“Jeg håber, at rigtig mange vil indsende forslag. Det er vigtigt med en bred opbakning til kulturen. I Randers oplever jeg hver dag et stort engagement i kulturlivet, og det vil vi gerne anerkende med denne pris,” siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget.
Med prisen følger 10.000 kroner og en gave fra Kulturelt Samvirke. Tidligere er så forskellige prismodtager som Café von Hatten, Remida og Randers Teaterforening blevet hædret med prisen. Kulturprisen blev første gang uddelt i 2002.
“Selve prisoverrækkelsen forventer vi skal foregå i januar, og det bliver en rigtig god begivenhed. I alle de år, vi har uddelt prisen, har det været både rørende og forløsende at opleve, hvordan borgere i Randers sætter pris på kulturlivet i Randers – og især hvordan de, der har modtaget prisen, får et enestående rygklap. Det er et rygklap, der altid har betydet rigtig meget for modtagerne. Vi skal huske, hvor vigtigt det er at dele ros og anerkendelse ud til de, der har givet et stort personligt engagement til det fælles bedste – nemlig i et stærkt kulturfelt”, siger Poul Jeberg, der er formand for Kulturelt Samvirke.
Til og med den 28. november kan alle indtaste forslag til årets prismodtager på www.randers.dk/kulturprisen2018. Herefter vil priskomiteen vurdere alle forslagene. Komitéen består af formand og næstformand i Sundheds-, idræts- og kulturudvalget samt to medlemmer udpeget af Kulturelt Samvirke.
Kommentarer