Randers By

Kulturhuset fester og hylder fællesskabet

Kaya Brüel og Ole Kibsgaard spiller Kulturhusdagen godt i gang lørdag den 2. marts med en masse skønne sange fra Kaj & Andrea, Jungledyret Hugo og Cirkeline. Billetter til de to koncerter udleveres ved døren til husets store sal efter først-til-mølle-princippet. Pressefoto.

Igen i år tager Kulturhusets tre institutioner hinanden i hænderne og slår dørene op til en dag med masser af festlige aktiviteter. Randers Bibliotek, Randers Kunstmuseum og Museum Østjylland inviterer denne gang inden for til Kulturhusdagen 2019 under temaet: Fællesskab.

Kaya Brüel og Ole Kibsgaard fra børne-tv åbner festen med to gratis koncerter, og hele dagen er der aktiviteter på Kulturhusets tre etager. Spil crazy banko med Micki fra Bagedysten, lav brillante briller i laboratoriet, gå på jagt efter fede arkæologiske fund i pløjemarken.

Og alt det andet sjove for børn og deres familier, som har lyst til en hyggelig dag med fokus på fællesskab.

Kulturhusdag 2019 lørdag den 2. marts 2019 kl. 10 – 16 i Kulturhuset Randers, Stemannsgade 2 i Randers. Gratis adgang.

Kulturhusdagen skydes i gang med en lille tale af borgmester Torben Hansen, og så er der ellers åbnet op for seks timers kulturelle oplevelser for store og små.

Musik for alle

Kaya Brüel og Ole Kibsgaard sparker dagen godt i gang med to topmusikalske koncerter i husets store sal, og også rundt om på husets tre etager er der musikalske lækkerier for øregangene.

Oplev duoen The Blackbirds, der blandt andet spiller fortolkninger af Beatles’ musik, TEWS Kvartet, der spiller på biblioteket og kunstmuseet og også BørneTewTrioen, der spiller og synger for de mindste børn.

Masser af workshops

Der er alle muligheder for at flexe de kreative muskler med masse af workshops på Kulturhusdagen. Besøg for eksempel En Hemmelig Klubs Ornamentalistiske Tattoo Salon på kunstmuseet, hvor Ornamentalisterne vil se et glimt af din indre skønhed og – næsten smertefrit – give dig en lyn-tattoo!

På Museum Østjylland kan du lave smukke venskabsmedaljer, som du kan forære til dine allerbedste venner. En 100 år gammel skik, som genoplives nu på årets Kulturhusdag. Tegnefeen kigger også forbi biblioteket, og på blot fem minutter lærer hun dig at tegne med Magisk Tegning-metoden. Du kan meget mere, end du tror!

Fælles om oplevelserne

Kulturhusdagen er altid et overflødighedshorn af oplevelser: Musik, kunst, kulturhistorie, workshops, sjov og hygge. Under årets tema ”fællesskab” er der i år særligt fokus på fællesskabsrelaterede aktiviteter.

Spil crazy banko med dine venner eller måske nogen, du ikke kender. Led efter fine arkæologiske fund i pløjemarken og dyst med andre, der elsker en god skattejagt. Eller tag på opdagelse med din familie og mange andre i kunstmuseets samling. Mon ikke der dukker usete og hemmelige historier op på turen?

Vel mødt til en festlig dag for hele familien, hvor alle aktiviteter er gratis og bliver besat efter først-
til-mølle-princippet.

Kommentarer