Kropsfikseret dukketeater for voksne
Snart kan publikum komme en visuel tur med gennem det menneskelige legeme, når Randers EgnsTeater præsenterer Bådteatrets forestilling ”Kroppen”. Men det er ikke kun mennesker, der indtager scenen.
I forestillingen ”Kroppen” smyger tre dansere sig gennem en visuel iscenesættelse af det moderne menneskes forhold til sit eget – og andres – biologisk nedbrydelige hylster. Dans og dansere analyserer ikke kroppen videnskabeligt, men tematiserer den subjektivt: Hvordan visualiseres følelsen af at være syg? Hvordan mærkes energien bag et barns fysiske nysgerrighed? Hvad kan den perfekte krop egentlig?
Kroppen er en genremæssig hybrid, en sjælden kombination af dans og dukketeater, der tilsammen udgør en syret forvrængningsforestilling.
Menneskelige dukker
Scenograf Kristian Knudsen har til ”Kroppen” frembragt menneskelignende dukker, som ved første øjekast er forvekslelige med scenens dansere. I en hasarderet tumlen, hvor hver muskel spændes, bevæger danserne sig ind i grænseområdet mellem egen og kunstig krop, mellem hud og stof, karton og knogler. Hvor stopper dukkeføreren, og hvor starter dukken? Tilskuerne konfronteres med korporlige umuligheder og mareridtskroppe i et opgør med samtidens ultrakommercielle krop og inviteres samtidig til at vende blikket indad.
Krop i alle afskygninger
Bådteatrets dansere og dukker tager den senmoderne krop under behandling; den lækre krop, den dovne, den dysfunktionelle, den syge krop, den seksuelle og den gamle krop. Dukkers fysik er vores kropslige overmand: Deres arme kan forlænges, hovedet kan dreje hele vejen rundt, kroppen kan pakke sig sammen og svæve, dukker kan ejakulere eller fødes på ny. Dukker kan udformes som mareridtsskikkelser med deforme proportioner – men de er kun brugbare, hvis nogen puster liv i dem. I ”Kroppen” får hjertet, lungerne, ungdom og alderdom, forplantning og forfald deres helt egne stemmer gennem et fabulerende, grotesk dansesprog, som modigt udfordrer vores kropsfikserede samtids ensidige fokus på det sunde, smukke korpus.
”Kroppen” spiller på Randers EgnsTeater den 10. oktober klokken 19.30. Billetter fås på teatrets hjemmeside www.randersegnsteater.dk
Kommentarer