Randers By

Kronprinsparret besøger Randers by

Lørdag 31. oktober kommer Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen til Randers. Her skal parret opleve en række af “Bevæg dig for livet” tiltag i den nybyggede multiarena i Arena Randers. Derefter fortsætter Kronprinsparret til overrækkelse af Kronprinsparrets Priser på Værket i Randers

– Det er en meget stor fornøjelse at byde Kronprinsparret velkommen til Randers. Vi glæder os meget til at vise et Randers frem, der sprudler af fællesskab og byder på stærke ildsjæle, som skaber masser af muligheder for bevægelse og aktivitet. Og det er samtidig en mulighed for at vise vores ikoniske Arena Randers frem. Det bliver en fantastisk oplevelse med forskelligartede, folkelige aktiviteter, som udtrykker det rige og brede idrætsliv – siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Kronprinsparret ankommer til Arena Randers kl. 15.55 og vil her blive modtaget af borgmester Torben Hansen og formand for bestyrelsen i Arena Randers, Søren Møller. I multiarenaen venter seks “stationer”, som hver især vil vise nogle af de mange folkelige aktiviteter i Randers. Der vil være eksempler på bevægelse og aktiviteter for børn, familier, selvorganiserede og virksomheder, og undervejs får Kronprinsparret et indblik i, hvordan det at bevæge sig og være aktiv har indvirkning på den enkeltes liv.

Covid-19- forholdsregler
Til trods for at den nye multiarena kan rumme tusinder af gæster på stolene, så er der på grund af Covid-19 lukket for offentlig adgang. Inde i multiarenaen vil 80 inviterede gæster fra byråd, folkeoplysningsudvalg og bestyrelsen for Bevæg dig for livet følge med fra lægterne, mens der på gulvet er et afgrænset antal deltagere.
Besøget i den nybyggede multiarena i Arena Randers slutter kl. 16.50.

Kommentarer