Randers By

Konkurrence på Tradium gav indblik i erhvervsuddannelser

Eleverne fra Randers Realskole var både dygtige og hurtige. Fra venstre er det Mette Lystlund, Marius Andersen og Maria Alvin, der nu skal videre til DM. Pressefoto.

Tempoet var i top, da 8. klasserne fra Randers og omegn i går mødtes i den store Randersfinale i Skills Stafet på Tradium. Her dystede de i håndværksfagene og det gjaldt både om at bruge hovedet, have hænderne skruet godt på og ikke mindst at samarbejde.

Det blev 8. F. fra Randers Realskole, der løb med sejren, mens 8. A fra Hornslet Skole kom på anden pladsen. Begge klasser går videre til DM i Skills i Næstved i april 2019, hvor de skal dyste mod de bedste elever fra landets øvrige 8. klasser. Ud over æren og adgangsbilletten til DM vandt Randers Realskole også biografbilletter til hele klassen.

– Det har været rigtigt sjovt at være med. Det har især været fedt at få lov til at løse nogle udfordringer, vi ikke er vandt til, og som er noget anderledes end det, vi plejer at lave i skolen. Derudover har vi fået indblik i erhvervsuddannelserne, så nu ved vi mere om dem, når vi skal vælge uddannelse, fortæller Mette Lystlund fra 8. F. fra Randers Realskole, der mener de vandt, fordi de netop er gode til forskellige ting og til at samarbejde.

Eleverne fik lov at prøve kræfter med rigtige opgaver og rigtigt værktøj under konkurrencerne. Fx at lægge fliser og skifte udstødningsrøret på en bil. For udover at være en konkurrence er Skills Stafetten også en god mulighed for de unge for at opleve erhvervsuddannelserne på tæt hold. Konkurrencerne foregik derfor i værkstederne på Tradium, hvor faglærerne stod klar til at guide eleverne.

Kommentarer