Den kongelig ballet gæster Randers
Med en gribende historie og udsøgt koreografi er ’Giselle’ den perfekte introduktion til klassisk ballet – en tidløs fortælling om forsmået kærlighed og om at elske ud over livet.
Det er ikke hver dag, at Den Kongelige Ballet rykker på turné, men nu er Værket vært for én af blot fem forestillinger om den smukke bondepige Giselle, der bliver svigtet så grusomt af sit livs kærlighed, at det får fatale konsekvenser. Den romantiske ballet bliver fremført med fuldt symfoniorkester.
Giselle er fanget mellem to mænd, der begge kæmper om hendes gunst. På den ene side står skovfogeden Hilarion, der tilbeder hende, og på den anden side den unge hertug Albrecht, som hun er dybt forelsket i. Da hun indser, at den mand, hun elsker, allerede er lovet væk til en anden, mister hun forstanden og dør. Men det er langtfra slut endnu, for i andenaktens måneskin genopstår hun som en såkaldt wilie, der jager unge mænd og danser dem til døde.
’Giselle’ blev uropført i Paris i 1841 og har siden 1946 været en fast del af Den Kongelige Ballets repertoire. Rollen som Giselle er en af de mest krævende i ballettens historie. Først er den blandt de teknisk sværeste, og dernæst kræver det et ualmindeligt dramatisk talent at formidle udviklingen fra den uskyldige bondepige til en kvinde vanvittig af kærlighed.
Inden forestillingen fra kl. 18.00 er der en balletoptakt med en introduktion til Giselle af karakterdanser fra Den Kongelige Ballet Mette Bødtcher og Anne Rom fra Aalborg Symfoniorkester.
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Jean Coralli og Jules Perrot
Musik: Adolphe Adam
Scenografi: Maja Ziska
Kostumer: Mia Stensgaard
Lysdesign: Åsa Frankenberg
Dirigent: Garrett Keast
Orkester: Aalborg Symfoniorkester
Kommentarer