Randers By

Kommunalt tilskud på 14.000 skal betales tilbage

Dansk-Somalisk Venskabsforening i Randers modtog i 2015 knapt 14.000 kroner i kommunalt medlemstilskud. Men pengene er brugt forkert, og nu skal de betales tilbage.

Kultur- og fritidsafdelingen har gennemgået Dansk-Somalisk Venskabsforenings regnskab for 2015 og bilag i forhold til udbetalt medlemstilskud og lokaletilskud for 2015.

Et aconto lokaletilskud på 74.362,83 kroner er anvendt lige efter bogen, mens et medlemstilskud på i alt 13.959 kroner ifølge kommunens vurdering ikke er anvendt i overenstemmelse med folkeoplysningsloven.

I henhold til loven ydes tilskuddet til aktiviteter for børn og unge under 25 år, men ifølge kommunen, har Dansk-Somalisk Venskabsforening i stedet anvendt tilskuddet til at betale foreningens egen andel af lokaleudgifter, kontorudgifter samt drikkevarer.

Foreningen har meddelt Randers Kommune, at man ikke var klar over, at pengene blev brugt forkert.

Ikke desto mindre indstiller Kultur- og Fritidsudvalget nu til byrådet, at foreningen skal tilbagebetale medlemstilskuddet for 2015 tilbage.

Fakta

Dansk-Somalisk Venskabsforening i Randers er et mødested for somaliere i alle aldre og forskellig baggrund: børn og unge, pensionister, flygtninge/indvandrere, familier. Brugerne tilbydes rådgivning, information, sprogundervisning, danseundervisning, nem-id hjælp og It hjælp. Desuden tilbyder foreningen aktiviteter som internet-café, billard, ludo, bordfodbold og andre ting.

Kommentarer