Randers By

Kom til åbning af ”100 procent fremmed?”

Når 110 portrætter pryder Østervold i Randers Ugen, bliver der også en mulighed for at møde nogle af de mennesker, der er portrætteret på de flotte fotostater. Det sker ved en fernisering lørdag den 11. august klokken 13, der er åben for alle. Arkivfoto.

Østervold bliver med fotokunstudstillingen “100 procent fremmed?” omdannet til en skov af farverige portrætter i øjenhøjde. Udstillingen rejser spørgsmålet” Hvornår er man dansk, og hvornår er man fremmed?”  Et spørgsmål, der er vigtigt for 24-årige Manilla Ghafuri, der har sit portræt og sin historie på én af de i alt 110 udstillede fotostater.

Under den værste snestorm flygtede Manilla, hendes forældre og syv søskende ud af Afghanistan for mere end 15 år siden. I dag er hun universitetsstuderende i Danmark. På lørdag deltager Manilla Ghafuri i ferniseringen af udstillingen i Randers.

– Det er vigtigt for mig, at få muligheden for at møde folk ansigt til ansigt rundt om i hele landet og bruge min stemme som flygtning og som menneske. Grundlæggende føler jeg mig hjemme i Danmark, men det påvirker mig, når jeg kan mærke, at jeg bliver stemplet som en fremmed. De personlige møder er det bedste middel til at rykke ved stereotyperne, fortæller Manilla Ghafuri, 24 år.

Udstillingen “100 procent fremmed?” kan opleves på Østervold i perioden 11. til 25. august. Projektet er skabt af Københavns Internationale Teater/Metropolis og fotograf Maja Nydal Eriksen. Foruden 100 portrætter fra projektets oprindelige udstilling, bliver projektet i Randers suppleret med 10 lokale portrætter.

43-årige Adnan Barzange flygtede fra Kurdistan i 1999. I Randers har han fundet de rette rammer til at skabe en familie og egen identitet. Elementer, som de fleste herhjemme tager for givet. Men ikke Adnan, for ham er det et privilegie.

Adnan Barzange har fortalt sin historie og er blevet fotograferet under en fotosession i Randers Regnskovs Danmarkspark.

– Det har være en sjov og spændende oplevelse at være med til. Og så er det et vigtigt projekt, der viser nuancerne i det at være dansk. Det er som en buket med mange farver, former, oplevelser og historier, siger Adnan Barzange.

Fotoudstillingen indgår i en festival med en række aktiviteter under Randers Ugen og den efterfølgende uge. På den måde bliver der skabt en hel festival med navnet “100 procent fremmed?”, der fokuserer på integration og nationalitet. Festivalprogrammet byder blandt andet på aktiviteter hos Randers Bibliotek, Sprogcenter Randers og Museum Østjylland.

Randers Kunstmuseum samt flere events i det offentlige rum. Blandt andet bliver der i løbet af uge 33 og 34 arrangeret guidet vandring ved udstillingen på Østervold. Programmet for alle aktiviteter kan ses her.

Festivalen er blevet til med støtte fra Kulturregion Østjysk Vækstbånd. Det er er et samarbejde mellem de fire østjyske kommuner Horsens, Randers, Silkeborg og Viborg om at fremme kulturområdet gennem kultureksperimenter i byrummet. Mens festivalen “100 procent fremmed?” er støttet af den regionale kulturaftale Østjysk Vækstbånd, er fotoudstillingen udviklet med støtte fra Statens Kunstfond, Knud Højgaards fond og Nordea-fonden.

Kommentarer