Kørte med mobilen i hånden og opgav falsk navn
En patrulje opdagede torsdag kl. 09.36, at en bilist kørte rundt i sin bil på Kirkegade i Randers C og talte i håndholdt mobil.
Betjentene dirigerede derfor bilisten ind til siden og bad ham om at vise sit kørekort. Manden fortalte, at han havde glemt sit kørekort, og han viste i stedet et sygesikringsbevis. Patruljen tjekkede op på navn og cpr-nummer i politiets systemer og her fremgik et billede af en mand, som slet ikke lignede bilisten.
Efter gentagne spørgsmål om mandens identitet, erkendte han til sidst, at han havde opgivet falsk navn. Han præsenterede sig nu som en 33-årig mand, og denne gang stemte oplysningerne.
Grunden til, at han havde opgivet falsk navn, var, at han var frakendt kørekortet.
Det endte derfor med sigtelser for kørsel i frakendelsestiden, for kørsel med håndholdt mobil og for at opgive falsk navn til politiet.
Kommentarer