Køresagkyndig får betinget fængsel for sexchikane
Der er nu faldet dom over en 60-årig køresagkyndig, som ved flere køreprøver kom med krænkende kommentarer til kvinder.
Retten i Randers har i dag afsagt en dom på 30 dages betinget fængsel i sagen, hvor en 60-årig politibetjent var anklaget for at have krænket 15 kvinder i forbindelse med deres køreprøver.
Dommen har en prøvetid på et år, og han skal udføre 40 timers samfundstjeneste.
Mange eksempler på krænkende kommentarer
Betjenten var tiltalt for at have kommenteret på kvindernes udseende i perioden mellem december 2013 til september 2015. Han har ifølge anklagen krænket kvinders blufærdighed med blandt andet følgende udtalelser:
“Vi kan køre et sted hen, som jeg kender, og så kan jeg lade dig bestå uden at køre, hvis du gør noget for mig”.
“Dine patter sidder helt rigtigt”
“Næste gang skal du tage stramme bukser på. Jeg er sikker på, at du har en god røv”.
“Tænk sig at få penge for at sidde og kigge på dejlige damer.”
Han var desuden anklaget for at have sagt til en kvinde, der var til køreprøve i december 2013, at “du skal nok bestå, for du er for lækker til at dumpe”.
I følgeanklageskriftet sagde han desuden til en kvinde, at han godt kunne lide yngre kvinder, fordi han ikke gad at se på rynkede baller.
Ved flere lejligheder skal betjenten også have sagt, at kvinderne skulle dreje til venstre mange gange under prøven, “så han kunne kigge på dem i spejlet, uden de lagde mærke til det”.
Nægter sig skyldig
Ifølge Henrik Garlik, som er forsvarer for den køresagkyndige, der nægter sig skyldig, er hans klient chokeret over dommen, som han overveje at anke.
Kommentarer