Klimamål skaber ny trend blandt boligejere i Randers og omegn
XL-BYG Vorup melder om en stor stigning i salget af affaldsskjulere i andet halvår af 2020. Trenden er kickstartet af Danmarks nye affaldsplan, der medfører flere affaldsspande ved de fleste huse i kommunen.
Udsigten til en mindre parade af affaldsspande i indkørslen eller ved carporten fik sidste år en usædvanlig stor mængde randrusianske husejere til at købe affaldsskjul til deres spande. Hos XL-BYG Vorup nærmede salget sig en fordobling i forhold til 2019.
Ifølge Nicolai Kjær Nielsen, der er sælger ved trælasten hos XL-BYG Vorup, steg efterspørgslen først i andet halvår af 2020, kort efter et bredt politisk flertal havde vedtaget en ny affaldsplan for hele landet. Planen slog fast, at borgerne i Randers og omegn, såvel som i resten af landet, skal til at sortere deres private affald i ti forskellige dele. Det betyder, at alle landets husstande kan se frem til at få mellem to og fire affaldsspande per hus.
– Jeg skal lige love for, at det tog fart derefter. På relativt få måneder løftede vi årets samlede salg til næsten det dobbelte af 2019. Ikke mindst på grund af vores gode samarbejde med vores erhvervskunder, og specielt JBN Anlæg, der har lagt mange kræfter i at få solgt affaldsskjul i Randers kommune, siger Nicolai Kjær Nielsen og tilføjer:
– Vi forventer, at efterspørgslen fortsætter opad i 2021, når der kommer flere nye affaldsspande i kommunen. Og derfor har vi også kun solgt systemer, der kan udbygges.
Hvis du overvejer at købe en affaldsskjuler til dine skraldespande, har Nicolai Kjær Nielsen følgende råd:
1. Overvej design
Tænk affaldsskjulets design sammen med din have og dit hus. Mange går efter de praktiske modeller, der kræver minimalt vedligehold, men der er også andre løsninger at vælge mellem. Du kan for eksempel bygge affaldsskjulet sammen med et eksisterende hegn eller vælge en model med espalier til slyngplanter. Nogle placerer affaldsskjulet op mod et højbed i forhaven, det får skjulet til at skille sig mindre ud i højden. Og er du gør-det-selv-typen, kan du føre beklædningen fra dit hus videre på affaldsskjulet, hvilket giver et meget gennemført udtryk.
2. Tjek størrelsen
Undersøg ved kommunen, om der er nye eller ekstra skraldespande på vej til dit område og bed om målene på spandene. På grund af den politiske aftale fra i sommer skal mange kommuner have nye skraldespande. De nye spande vil ofte være bredere end de gamle, og det er ærgerligt, hvis du køber og installerer et affaldsskjul, der efter kort tid ikke har plads til alle dine skraldespande. Eller ikke er designet til at kunne udvides.
3. Undersøg reglerne
Find ud af, hvor langt inde på din grund skraldespandene må stå, og hvordan adgangsforholdene skal være. Så får du også lettere ved at beslutte dig for modellen. Det er flot med en helt lukket affaldsskjuler, men det kræver ofte, at man tager spandene ud af affaldsskjulet, når de skal tømmes.
Kommentarer