Randers By

Klaverkvintet med unge danske talenter

En dansk klaverkvintet bestående af unge, meget talentfulde musikere giver søndag den 30. januar en koncert på Værket i Randers. Koncerten, der er corona-udsat fra februar 2021, er arrangeret af Kammermusikforeningen BRAGE. 

Koncertprogrammet omfatter to værker af Sjostakovitj – 5 stykker for to violiner og klaver og klaverkvintet i g-mol, opus 57 – samt efter pausen Dvoraks klaverkvintet nr. 2 i A-dur, opus 81.

Siden planlægningen af den første koncert er der sket en udskiftning blandt musikerne i klaverkvintetten. De tre oprindelige medlemmer er Elias Holm, klaver, Alva Holm, violin, og Jonathan Swensen, cello. De to nye er Susanja Nielsen, bratsch, og Adam Koch Christensen, violin. 

Solister og kammermusikere

Ved siden af deres studier har de fem unge musikere jævnligt optrådt som solister og kammermusikere i forskellige sammenhænge. Desuden er de hyppige gæster ved musikfestivaler i Danmark og udlandet. De har også alle modtaget en række prestigefulde priser og legater.

Pianisten Elias Holm, der i november gæstede BRAGE sammen med mezzosopranen Sophie Haagen, er uddannet på både Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og på Universität der Künste i Berlin. P.t. er han i gang med sin master hos professor Jens Elvekjær på DKDM.

Alva Holm, der er søster til Elias, har studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos den ukrainske violinist Alexandre Zapolski og har fortsat sine studier på Norges musikkhøgskole (NMH) i Oslo.

Cellisten Jonathan Swensen har også studeret på Norges musikkhøgskole og er nu i gang med sit graduate-studie på New England Conservatory of Music.

Susanja Nielsen, der stammer fra Randers, er bl.a. uddannet på Hochschule für Musik “Hanns Eisler” Berlin. Hun er i dag ansat som solobratschist i Malmö SymfoniOrkester.

Violinisten Adam Koch Christensen studerer på DKDM – siden 2018 hos Eszter Haffner. I 2019 blev han udnævnt til alternerende koncertmester i Leopoldinum Kammerorkester i Wrocław, Polen.

Kommentarer