Keramikudstilling i Malvinas Hus
Fra lørdag den 30. juni og i juli måned udstiller Connie Thornemann Terkelsen sine keramikarbejder i Malvinas Hus i Spentrup.
Connie Thornemann Terkelsen er autodidakt. Efter gymnasietiden ønskede hun at studere og uddanne sig inden for kunst, men måtte også erkende, at det ikke var sikkert, at man kunne leve af det. Derfor valgte hun en uddannelse som laborant og er nu produktspecialist inden for området. I fritiden har Connie Thornemann Terkelsen modtaget undervisning af forskellige kunstnere og har siden 2012 fulgt et kursus i keramik på Randers Kunstskole hos Mette Strøm.
Connie Thornemann Terkelsen er medlem af Kunstforeningen Sønderhald, hvor medlemmerne udstiller og inspirerer hinanden, men også naturen giver inspirationer til keramikkunsten i form af sten, grene eller andre motiver.
Udstillingen kan ses i Malvinas Hus i Blichers Mindestues åbningstid, som er hver lørdag/søndag og tirsdag/onsdag i tidsrummet klokken 14-17.
Kommentarer