Kendt kunsthistoriker holder foredrag om alletiders gaver
Der er nu ikke noget som at få en rigtig god gave! Sådan er det i 2021, og sådan var det også for 20, 200 eller 2.000 år siden. Få den fascinerende historie om gaver og gavegivning til alle tider, når en sand kapacitet udi formidlingens kunst gæster Kulturhuset, nemlig kunsthistoriker Hans Jørgen Frederiksen.
Hans Jørgen Frederiksen er inviteret af Randers Kunstmuseum og Museum Østjylland, og han tager hul på julemåneden med foredraget Gaver i kunsten i 2.000 år.
Foredraget kredser om emnet gaver, som også er omdrejningspunktet for Museum Østjyllands aktuelle særudstilling Fra mig til dig – Gaver i 1000 år. Kunsthistoriker Hans Jørgen Frederiksen dykker i foredraget ned i emnet europæiske kulturskatte, mere specifikt taler han om gavemotivet i kunsten gennem 2.000 år.
”Måske ved han også noget om julegaver i kunsten? Det spørger vi ham om, når han gæster Kulturhuset og fortæller om gaver gennem mange hundrede år, ” siger direktør for Randers Kunstmuseum, Lise Jeppesen.
Mageløse mosaikker og feminisme anno 540
I foredraget kommer Hans Jørgen Frederiksen omkring mange forskellige kunstværker, ikke mindst de fantastiske mosaikker i San Vitale-kirken i italienske Ravenna. Mosaikkerne er fra 540’erne og viser Kejserinde Theodora overbringe en alterkalk som gave til kirken. En smuk gestus.
”Men måske ligger der mere bag billedet af kvinden, der bliver kaldt ”Den byzantinske feminist”? Det vil foredragsholderen gøre os alle meget klogere på onsdag aften den 1. december her i Kulturhuset, ” lover museumsinspektør Lisette Berg Andersen fra Museum Østjylland.
Alverdens vinkler på kunsthistorie
Hans Jørgen Frederiksen er lektor emeritus fra Aarhus Universitet, og han har hele sit arbejdsliv arbejdet med alverdens vinkler på kunsthistorie. Han begejstres over kunsthistorie, billedkunst og arkitektur, og hans levende formidling og viden om europæiske kunstskatte kan ikke undgå at smitte af på hans tilhørere.
”Hans Jørgen Fredriksen er altså lidt en gave i sig selv! Han er en gudsbenådet formidler, og jeg ville lytte henført til ham, om det så var en gammel telefonbog, han læste op fra! ” smiler museumsinspektør Lisette Berg Andersen.
Info
- Foredrag med Hans Jørgen Frederiksen: Gaver i kunsten gennem 2.000 år
- Onsdag den 1. december 2021 kl. 19 – 20.30 på Museum Østjylland, Stemannsgade 2 i Randers.
- Billet 50 kr. Købes på museumoj.dk under ”Kalender”.
Kommentarer